The Interwar Period (1918-1939)

Flashcards about The Interwar Period (1918-1939)

Tysklands stræben efter verdensmagt

Tyskland forsøgte at opnå global indflydelse ved at udfordre den eksisterende magtbalance i Europa og resten af verden, motiveret af en stærk nationalisme og et ønske om at overgå Frankrig, før Rusland blev for dominerende.

Uundgåelighed af krig

Krigen var uundgåelig på grund af flere faktorer, herunder imperialistisk politik, et våbenkapløb mellem stormagterne og alliancesystemer. Sarajevo-attentatet fungerede som en udløser, men underliggende spændinger og rivalisering havde længe været under opbygning. Især Tysklands aggressive udenrigspolitik og ønsket om at udfordre den eksisterende magtbalance bidrog til den øgede risiko for en stor konflikt.

En række af fejltagelser

En række fejlberegninger af politikere og generaler på tværs af flere nationer bidrog til Første Verdenskrigs udbrud. Tysklands betingelsesløse støtte til Østrig-Ungarn i kølvandet på Sarajevo-attentatet tilskyndede Østrig-Ungarn til at indtage en hård holdning over for Serbien. Ruslands efterfølgende generelle mobilisering, svarende til en krigserklæring mod Østrig-Ungarn, eskalerede spændingerne yderligere. Schlieffen-planen, Tysklands strategi for en hurtig sejr over Frankrig gennem Belgien, udløste involvering af yderligere magter, især Storbritannien, på grund af Belgiens neutralitet. Disse fejlberegninger, kombineret med eksisterende alliancer og nationalistisk glød, førte uforvarende til en omfattende krig.

Genforeningen af Nordslesvig med Danmark

Efter Første Verdenskrig blev der afholdt en folkeafstemning i Slesvig i 1920 for at bestemme den fremtidige grænse mellem Danmark og Tyskland. Denne afstemning var en direkte konsekvens af Versailles-traktaten, som gav indbyggerne i Slesvig retten til selv at bestemme deres nationale tilhørsforhold. Området blev opdelt i to zoner, hvor Nordslesvig (Zone 1) stemte for at blive genforenet med Danmark, mens Sydslesvig (Zone 2) stemte for at forblive en del af Tyskland. Denne beslutning respekterede befolkningens ønske og bidrog til en fredelig løsning af grænsespørgsmålet, hvilket markant reducerede risikoen for fremtidige konflikter mellem Danmark og Tyskland. Den demokratiske proces og den efterfølgende fastlæggelse af grænsen har siden da været et eksempel på konfliktløsning gennem folkelig selvbestemmelse.

Folkeforbundet

Folkeforbundet var en international organisation, der blev oprettet efter Første Verdenskrig med det formål at sikre kollektiv sikkerhed og bevare freden mellem nationerne. Organisationen stødte dog på betydelige udfordringer, herunder manglende deltagelse fra alle stormagter, hvilket underminerede dens effektivitet. Især USA's manglende tilslutning samt varierende engagement fra andre nøgleaktører som Tyskland og Sovjetunionen svækkede Folkeforbundets evne til at håndhæve sine beslutninger og forhindre aggression. På trods af sine ædle mål og nogle succeser inden for humanitært arbejde og mindre konflikter, viste Folkeforbundet sig i sidste ende ude af stand til at forhindre udbruddet af Anden Verdenskrig, hvilket førte til dets opløsning og efterfølgende erstatning af De Forenede Nationer.

Vurdering af Versailles-traktaten

Evalueringen af Versailles-traktaten er kompleks, da den forsøgte at skabe fred efter Første Verdenskrig, men samtidig plantede frøene til fremtidige konflikter. Traktaten pålagde Tyskland en betydelig skyld for krigen og krævede store erstatningsbetalinger, hvilket skabte økonomisk og politisk ustabilitet i landet. Kritikere hævder, at disse hårde betingelser ydmygede Tyskland og bidrog til fremkomsten af ekstremistiske ideologier som nazismen. Samtidig mente nogle, at traktaten var nødvendig for at holde Tyskland ansvarlig for sine handlinger og forhindre fremtidig aggression. Diskussionen om, hvorvidt Versailles-traktaten var en fredsskabende aftale eller en katalysator for nye konflikter, er stadig relevant i forståelsen af Europas historie i det 20. århundrede.

Den kommunistiske revolution i 1917

Den kommunistiske revolution i 1917, også kendt som Oktoberrevolutionen, var en af de mest afgørende begivenheder i det 20. århundrede. Den fandt sted i Rusland og resulterede i afsættelsen af den provisoriske regering og etableringen af et kommunistisk styre under ledelse af Vladimir Lenin og Bolsjevikpartiet. Revolutionen var en direkte konsekvens af 1. Verdenskrig, som havde svækket det russiske imperium og skabt udbredt utilfredshed blandt befolkningen på grund af krigstræthed, økonomisk nød og sociale uligheder. Bolsjevikkerne udnyttede denne situation ved at love fred, jord til bønderne og magt til arbejderne, hvilket gav dem bred opbakning.

Revolutionen førte til en borgerkrig mellem de røde (bolsjevikkerne) og de hvide (anti-bolsjevikkerne), som varede i flere år og kostede millioner af menneskeliv. Bolsjevikkerne sejrede til sidst og etablerede Sovjetunionen, som var det første socialistiske land i verden. Revolutionen havde vidtrækkende konsekvenser globalt, da den inspirerede kommunistiske og socialistiske bevægelser over hele verden og bidrog til den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen.

Rusland - Europas ustabile gigant

Ruslands enorme territorium udgjorde betydelige udfordringer for administration og kontrol, mens den langsomme industrialisering førte til økonomisk tilbageståenhed og afhængighed af landbruget. Det autokratiske styre under tsaren, karakteriseret ved politisk undertrykkelse og mangel på repræsentation, skabte udbredt utilfredshed blandt befolkningen. Disse faktorer tilsammen gjorde Rusland til en ustabil gigant, der var modtagelig for revolutionære bevægelser og politiske omvæltninger.

Lenins strategi

Centreret omkring væbnet revolution som den primære vej til at opnå socialisme. Denne tilgang stod i skarp kontrast til de reformistiske socialdemokrater, der fortalte gradvise, parlamentariske midler. Lenin mente, at kapitalismen kun kunne væltes gennem voldelig opstand og etablering af et proletariatets diktatur. Hans strategi førte til en betydelig ideologisk og praktisk splittelse inden for den socialistiske bevægelse, hvor revolutionære kommunister prioriterede øjeblikkelig, tvangsmæssig magtovertagelse, og reformister fokuserede på trinvise ændringer gennem eksisterende politiske systemer. Denne splittelse formede dybt det 20. århundredes politik og påvirkede revolutionære bevægelser og socialistiske partier over verden

oktoberrevolutionen Rusland november 1917

I november 1917 gennemførte Bolsjevikpartiet, anført af Vladimir Lenin, et kup mod den russiske provisoriske regering. Denne revolution, ofte omtalt som Oktoberrevolutionen (efter den julianske kalender, som Rusland brugte på det tidspunkt), så Bolsjevikkerne storme Vinterpaladset i Petrograd og tage kontrol over strategiske punkter i byen. Afgørende for deres succes var støtten fra sovjetterne, som var råd bestående af arbejdere, soldater og bønder. Disse sovjetter var blevet stadig mere magtfulde og var en platform for Bolsjevikkerne til at fremme deres dagsorden og få tilhængere. Efter kuppet blev Lenin udråbt som leder af det nye sovjetiske Rusland, hvilket markerede begyndelsen på det kommunistiske styre og en afgørende drejning i russisk historie.

Lenins et-partisystemet

Kommunisterne etablerede et et-partisystem ved at nægte at dele magten med andre politiske grupper. De undertrykte den konstituerende forsamling, som var valgt til at udarbejde en ny forfatning, og begrundede deres handlinger med, at de var en del af en global mission for at fjerne undertrykkelse og skabe et klasseløst samfund. Denne beslutning konsoliderede magten i hænderne på Bolsjevikpartiet og førte til en centraliseret statskontrol over alle aspekter af samfundet.

Brest-Litovsk-traktaten

Brest-Litovsk-traktaten (1918) var en fredsaftale mellem Sovjetrusland og Centralmagterne, der afsluttede Ruslands deltagelse i Første Verdenskrig. Rusland mistede store landområder og ressourcer, hvilket svækkede landet økonomisk og strategisk. Aftalen indgik en central rolle i Lenins strategi for at fokusere på at konsolidere magten i Rusland efter revolutionen og undgå yderligere konflikter.

Den russiske borgerkrig (1917-1922)

Den russiske borgerkrig (1917-1922) var en brutal konflikt mellem den bolsjevikiske Røde Hær og den anti-bolsjevikiske Hvide Hær, med intervention fra fremmede magter. Vigtige begivenheder inkluderede Romanov-familiens henrettelse og det Røde Terror. Den Røde Hærs sejr førte til oprettelsen af Sovjetunionen i 1922.

Stalinisme

Stalinismen var præget af Stalins totale kontrol over Sovjetunionen fra midten af 1920'erne til hans død i 1953. Han konsoliderede sin magt ved at eliminere politiske rivaler gennem udrensninger, skueprocesser og henrettelser, hvilket skabte en atmosfære af frygt og undertrykkelse. Økonomisk implementerede Stalin en centralt styret planøkonomi med fokus på hurtig industrialisering og kollektivisering af landbruget. Femårsplanerne blev indført for at sætte ambitiøse produktionsmål, men de førte også til mangel, ineffektivitet og tvangsarbejde. Landbruget blev omstruktureret gennem kollektivisering, hvor bønder blev tvunget til at opgive deres private ejendom til fordel for kollektive landbrug, hvilket resulterede i udbredt modstand, hungersnød og millioner af dødsfald. Stalinismen omfattede også en omfattende personkult omkring Stalin, hvor han blev glorificeret som en genial leder og frelser af nationen. Ideologisk var stalinismen en fortolkning af marxismen-leninismen, der betonede statens rolle og nødvendigheden af en stærk leder for at opnå kommunistiske mål.

NEP politik

NEP (1921): Tillod begrænset privat kapitalisme i landbrug og detailhandel efter borgerkrigen for at genoplive økonomien, hvilket var kontroversielt i kommunistpartiet, men nødvendigt.

Kollektivisering af landbruget

Kollektiviseringen af landbruget i Sovjetunionen var en politik iværksat af Josef Stalin i slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne. Den indebar tvungen sammenlægning af private landbrug til kollektive eller statsejede landbrug, kendt som henholdsvis kolkhozer og sovkhozer. Bønder blev tvunget til at opgive deres jord, husdyr og redskaber for at slutte sig til disse kollektiver. Modstanden mod kollektiviseringen var udbredt, især blandt de mere velstående bønder, kendt som kulakker, som blev udsat for undertrykkelse, deportation og endda likvidation. Politikken førte til en markant nedgang i landbrugsproduktionen. Denne politik havde som mål at modernisere landbruget og øge produktionen, men resulterede i hungersnød og millioner af dødsfald.

Hungersnød i 1932-1933

Hungersnøden i 1932-1933, også kendt som Holodomor i Ukraine, var en menneskeskabt hungersnød, der resulterede i millioner af dødsfald. Josef Stalins tvangskollektivisering af landbruget medførte konfiskation af afgrøder og fødevarer fra bønderne, hvilket førte til udbredt hungersnød. Stalin mente fejlagtigt, at han havde skabt et klasseløst samfund i 1939, på trods af de immense menneskelige omkostninger ved denne politik.

Kommunisme i Verden

I 1930'erne oplevede kommunismen en periode med markant popularitet i vestlige lande. Dette skyldtes primært den økonomiske krise, der fulgte efter Wall Street-krakket i 1929, som fik mange mennesker til at miste tilliden til kapitalismen og det kapitalistiske system. Kommunismen, med sin idé om et klasseløst samfund, statskontrol over produktionsmidlerne og økonomisk lighed, blev set som et attraktivt alternativ af mange arbejdere, intellektuelle og desillusionerede borgere. Fascistiske og nazistiske bevægelser opstod som en direkte reaktion på denne stigende kommunistiske indflydelse. De fremførte en stærk nationalisme, en autoritær stat og en antikommunistisk ideologi som værn mod det, de anså for at være kommunismens destruktive og internationalistiske kræfter. Fascister og nazister så kommunismen som en trussel mod den nationale enhed, traditionelle værdier og den eksisterende sociale orden.

Krise i 1930’erne

Den økonomiske krise i 1930'erne var en global krise, der havde dybtgående konsekvenser for mange lande og førte til fremkomsten af stærk nationalisme, fascisme og nazisme. Krisen blev udløst af Wall Street-krakket i 1929, som ramte USA hårdt og forhindrede dem i at fortsætte med at give lån til Europa, der var afhængig af amerikansk kapital for at genopbygge efter Første Verdenskrig. Dette førte til økonomisk ustabilitet, arbejdsløshed og social uro.

Fire Økonomiske Faser: 1918-1939

1918-1923: Efterkrigstidens omstilling var præget af hyperinflation, hvor værdien af penge faldt drastisk.
1923-1929: Økonomisk vækst blomstrede i de brølende tyvere, drevet af teknologiske fremskridt og øget forbrug.
1929-1933: Den store depression medførte global ødelæggelse med udbredt arbejdsløshed og økonomisk nedgang.
1933-1939: Statslig intervention forsøgte at stimulere økonomisk opsving, men resultaterne var ujævne og varierende fra land til land.

Reparationsproblem

Efter Første Verdenskrig blev Tyskland pålagt store erstatningsbetalinger som følge af Versailles-traktaten, hvilket skabte en enorm økonomisk byrde for landet. Denne byrde var så stor, at den truede med at destabilisere den tyske økonomi fuldstændigt. For at afhjælpe situationen blev erstatningskravene senere reduceret gennem forskellige aftaler og forhandlinger. Derudover spillede USA en afgørende rolle ved at yde lån til Tyskland gennem Dawes-planen og Young-planen. Disse lån havde til formål at stabilisere den tyske økonomi og hjælpe med at genopbygge landet efter krigen. Samlet set var reparationsproblemet en kompleks udfordring, der krævede internationale løsninger og samarbejde for at undgå en potentiel økonomisk kollaps.

Politisk polarisering

Nationalisme i Tyskland og Italien førte til politisk splittelse og fascisme. I Tyskland førte ekstrem nationalisme, økonomiske vanskeligheder og sociale spændinger til nazismen under Hitler. Mussolini udnyttede italiensk nationalistisk glød. Dette begreb henviser til den stigende ideologiske kløft i et samfund, hvilket ofte resulterer i fremkomsten af ekstrem politisk ideologi som fascisme eller nazisme.

Italiens tilstand

Efter 1. verdenskrig var befolkningen i Italien dybt utilfredse, da de følte, at landet ikke havde fået tilstrækkelige territoriale gevinster i forhold til de ofre, det havde bragt under krigen. Italien havde forventet at modtage visse områder som belønning for sin deltagelse på Ententemagternes side, men disse forventninger blev kun delvist indfriet ved fredskonferencerne. Denne skuffelse skabte en følelse af national ydmygelse og frustration, som blev udnyttet af nationalistiske og fascistiske bevægelser, der lovede at genoprette Italiens storhed og sikre landets interesser. Utilfredsheden med Versailles-traktaten og de manglende territoriale gevinster var en vigtig faktor i fremkomsten af Benito Mussolini og hans fascistiske parti, der lovede at gøre Italien til en stormagt igen.

Mussolini og det fascistiske parti (grundlagt i 1919)

Benito Mussolini grundlagde det fascistiske parti i 1919. Partiet appellerede til hjemvendte veteraner, nationalister og dem, der var utilfredse med den politiske ustabilitet og de økonomiske problemer efter Første Verdenskrig. Fascismen søgte at genoprette national stolthed og orden gennem autoritær kontrol.

fascio littorio og statisme

Det fascistiske parti under Mussolini benyttede sig af en række stærke symboler for at fremme sin ideologi og skabe en følelse af national enhed og stolthed. Et af de mest markante symboler var fascio littorio, et bundt af pinde omkring en økse, der stammer fra det antikke Rom og repræsenterede magt og autoritet. Partiet dyrkede også ideen om et nyt italiensk imperium, der skulle genoplive Romerrigets storhed og dominans i Middelhavsområdet. Centralt i fascismens ideologi var statismen, der betonede statens overhøjhed over individet og fremmede ideen om, at alle aspekter af samfundslivet skulle være underlagt statens kontrol. Mussolini så staten som en organisk enhed, hvor hver borger skulle bidrage til fællesskabet og følge statens ledelse for at sikre national styrke og enhed. Dette yderligere indskrevne statspræg gjorde det muligt for fascismen at fremme totalitære principper.

Weimarrepublikken

Tysklands demokratiske regering fra 1919 til 1933 var plaget af adskillige svagheder, der i sidste ende bidrog til dens undergang.

Svagheder inkluderer:

• Påtvunget Demokrati: Republikken blev oprettet efter Første Verdenskrig og blev opfattet som påtvunget, hvilket førte til manglende legitimitet og modstand, der stod over for revolter fra både højre- og venstreorienterede grupper.

• Hyperinflation: Weimarrepublikken stod over for ekstrem hyperinflation i de tidlige 1920'ere, primært forårsaget af trykning af penge for at betale krigsskadeerstatninger. Dette førte til finansielt kollaps, hvor værdien af penge faldt drastisk, hvilket gjorde folks opsparinger værdiløse.

• Besættelse af Ruhr-regionen: Som reaktion på Tysklands manglende betaling af erstatninger besatte Frankrig og Belgien Ruhr-regionen i 1923, hvilket skadede den tyske økonomi og yderligere destabiliserede regeringen.

• Wall Street-krakket: Wall Street-krakket i 1929 havde dybtgående konsekvenser for Tyskland, da det stoppede tilstrømningen af amerikanske lån.

Hitler og Nazistpartiet

Det Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP), kendt som Nazistpartiet, blev grundlagt i München i 1919. Partiet opstod ud af forskellige nationalistiske og völkische grupper efter Første Verdenskrig. Adolf Hitler blev tidligt medlem og formand og spillede en afgørende rolle i udformningen af partiets ideologi og strategi.

Nazisterne var kendt for deres paramilitære gren, Sturmabteilung (SA), også kendt som Brunskjorterne. SA-medlemmer brugte vold og intimidering mod politiske modstandere, især kommunister og socialdemokrater, for at destabilisere Weimarrepublikken og fremme nazistisk indflydelse. I november 1923 forsøgte Hitler og Nazistpartiet et kup i München, kendt som Ølstuekuppet. Kuppet mislykkedes, og Hitler blev arresteret og dømt for forræderi. Under sin fængsling skrev Hitler "Mein Kampf", som skitserede hans politiske ideologi og fremtidige mål. Selve ideologiens centrale elementer var racisme, antisemitisme og troen på den ariske races overlegenhed.

Hitlers vej til magten

Efter Første Verdenskrig kæmpede Tyskland med økonomiske vanskeligheder, politisk ustabilitet og national ydmygelse på grund af Versailles-traktaten. Hitler udnyttede dygtigt disse klager og portrætterede jøder som syndebukke for Tysklands problemer for at samle støtte. Ud over at udnytte eksisterende spændinger arbejdede Hitler utrætteligt på at konsolidere sin magt gennem forskellige midler. Et afgørende skridt var hans aftale med Franz von Papen, en indflydelsesrig politiker, som søgte Hitlers støtte til at fremme sine egne mål. Som en del af denne aftale ophævede von Papen forbuddet mod Sturmabteilung (SA), Nazistpartiets paramilitære fløj. Denne beslutning gav Hitler mulighed for at frigøre Brunskjorterne og bruge dem til at terrorisere politiske modstandere og sikre kontrol over gaderne.

Hitler danner regering i 1933

Selvom nazisterne ikke opnåede et absolut flertal ved valget, blev Hitler udnævnt til rigskansler af præsident Paul von Hindenburg. Denne udnævnelse blev muliggjort gennem en række politiske kompromiser og alliancer med konservative kræfter, der fejlagtigt troede, at de kunne kontrollere Hitlers handlinger. Kort efter Hitlers udnævnelse indtraf Rigsdagsbranden, en begivenhed der afgørende ændrede det politiske landskab. Selvom omstændighederne omkring branden er omdiskuterede, udnyttede nazisterne den til at bebrejde kommunisterne og andre politiske modstandere. Branden blev brugt som påskud til at suspendere grundlæggende borgerrettigheder gennem Rigsdagsbrandforordningen, hvilket gav nazisterne mulighed for at undertrykke oppositionen og konsolidere deres magt. Med politiske fjender neutraliseret og grundlæggende friheder afskaffet, banede Hitler vejen for etableringen af et totalitært regime, hvor Nazistpartiet havde uindskrænket kontrol over alle aspekter af det tyske samfund.

Nazistisk et-partistat

Under det nazistiske regime i Tyskland blev alle politiske fjender, inklusive demokrater, socialister, kommunister og andre, der var imod nazisternes ideologi, systematisk forfulgt og sendt til koncentrationslejre. Disse lejre var ikke kun fængselsfaciliteter, men også steder for tvangsarbejde, tortur og massemord. Formålet var at eliminere enhver form for opposition og sikre nazisternes totale kontrol over samfundet. Koncentrationslejrene blev administreret af SS (Schutzstaffel), en paramilitær organisation inden for Nazistpartiet, og de blev brugt til at forfølge og udrydde dem, der ikke levede op til nazisternes racemæssige og politiske idealer.

Nazisme Ideologi

Nazismen delte flere ideologiske træk med fascismen, herunder Førerprincippet, der betonede en stærk og ubestridt leder, og en udtalt antikommunisme, der afviste marxistiske principper om klassekamp og international socialisme. Ud over disse fælles træk tilføjede nazismen et centralt element af racisme, der adskilte den fra andre former for fascisme. Hitler forestillede sig en etnisk ren og homogen nation baseret på ideen om den ariske races overlegenhed. Denne ideologi placerede forskellige etniske og nationale grupper i et hierarki, hvor de slaviske folk (som russere og polakker) blev betragtet som mindre værdifulde, og jøderne blev placeret nederst i dette hierarki, anset for at være en trussel mod den ariske races renhed og det tyske samfund. Denne racistiske ideologi kulminerede i Holocaust, hvor millioner af jøder og andre "uønskede" blev systematisk forfulgt og myrdet.

Vejen til holocaust

I april 1933 blev jøder smidt ud af universiteterne, hæren, den officielle administration og medierne, hvilket effektivt udelukkede dem fra centrale sektorer i samfundet. Vedtagelsen af Nürnberg-lovene i 1935 institutionaliserede yderligere racediskrimination, fratog jøder deres tyske statsborgerskab og forbød ægteskab og seksuelle forhold mellem jøder og ikke-jøder. Krystalnatten i 1938 var en bølge af voldelige angreb på jødiske virksomheder, synagoger og hjem, hvilket markerede en betydelig eskalering af forfølgelsen. Efter invasionen af Polen i 1939 førte det til den systematiske udryddelse af jøder gennem Einsatzgruppen og oprettelsen af dødslejre, der kulminerede i den organiserede masseudryddelse kendt som Holocaust.

Hvem havde ansvaret for holocaust?

Sociologen og filosoffen Hannah Arendt argumenterede for, at mange højtstående tyskere nærede et dybt had mod jøder, hvilket bidrog til Holocaust. Hun beskrev, hvordan almindelige tyskere blev dehumaniseret gennem propaganda og ideologi, hvilket fik dem til at internalisere et syn på jøder som mindreværdige og farlige. Denne dehumanisering gjorde det lettere for almindelige borgere at acceptere eller deltage i forfølgelsen og udryddelsen af jøder. Arendt understregede også bureaukratiets rolle i Holocaust, hvor enkelte personer og institutioner blev involveret i en systematisk proces af mord, der blev præsenteret som administrative opgaver.

Kan fortiden glemmes?

Filosoffen Ernst Nolte har fremsat den kontroversielle påstand, at Holocaust er blevet udnyttet til at opnå en privilegeret status, hvilket antyder, at erindringen om denne historiske begivenhed bruges til at opnå politiske eller moralske fordele. Nolte argumenterede for, at Tyskland forsøger at lægge fortiden bag sig uden at bære en følelse af skyld, og at dette ønske om at distancere sig fra Holocaust er forståeligt. Denne holdning har vakt betydelig debat og kritik, da mange mener, at det er afgørende at huske og lære af Holocaust for at forhindre lignende grusomheder i fremtiden. Noltes synspunkt udfordrer den almindelige opfattelse og rejser spørgsmål om erindringskultur og ansvar.

Weimarrepublikken

Påtvunget tysk demokratisk styreform fra 1919 til 1933.

Versaillestraktaten

Fredsaftale efter 1. Verdenskrig, der lagde skylden på Tyskland og krævede store krigsskadeerstatninger.

Appeasement

Vestlige landes “løsning” på Hitler i 1930’erne med håb om at undgå krig.

Versaillestraktaten - 1919

Tyskland skriver under på at de er eneansvarlig i 1. Verdenskrig og mister en masse territorier samt en stor gæld, de ikke skulle kunne betale.

Winston Churchill

Winston Churchill var en britisk statsmand, der tjente som Storbritanniens premierminister under Anden Verdenskrig. Han er bredt anerkendt som en af det 20. århundredes vigtigste ledere på grund af hans veltalenhed, modstandskraft og beslutsomhed i kampen mod Nazityskland. Han spillede en central rolle i at mobilisere den britiske befolkning og holde allierede sammen i kampen mod aksemagterne.