Israel-palæstina

Kernebegreber, årstal og aktører

1948

Staten Israels oprettelse

David Ben-Gurion

udråber staten Israel d. 14. maj 1948, samme dag som det britiske mandat over Palæstina udløb. Blev den første premierminister i Israel.

Seksdageskrigen

Israel indledte et forebyggende angreb efter arabisk oprustning og lukning af Tiranstrædet. På seks dage besejrede Israel Egypten, Jordan og Syrien og erobrede Sinai, Gaza, Vestbredden, Østjerusalem og Golanhøjderne. Krigen gjorde Israel til regional stormagt og besættelsesmagt.

1967

Seksdageskrigen

Yom Kippurkrigen

Egypten og Syrien angreb Israel med et koordineret overraskelsesangreb (støtte af sovjet) i Sinai og på Golanhøjderne (på Yom Kippur). Israel var uforberedt og led store tab i starten, men vendte krigen efter mobilisering og endte med tropper tæt på Kairo og Damaskus; våbenhvile 25. okt. Krigen blev et israelsk nationalt traume og svækkede tilliden til Arbejderpartiet, mens Egypten genvandt stolthed og Sadat fik bedre udgangspunkt for senere fred.

1973

Yom-Kippur krigen

Intifadaen

“oprør” henviser til den første palæstinensiske folkeopstand mod israelsk besættelse (1987–1993).

Rabin

Israelsk premierminister (1974–77, 1992–95). Medunderskrev Oslo-aftalerne med PLO. Myrdet i 1995 af en israelsk ekstremist

Oslo aftale 1

Aftale mellem Israel og PLO. Gensidig anerkendelse. Palæstinensisk selvstyre i Gaza og Jeriko. Start på fredsprocessen

Oslo fredsaftale 2

Udvidelse af Oslo I. Vestbredden opdelt i A-, B- og C-områder. Mere palæstinensisk selvstyre. Skulle føre til endelig fredsaftale

1993

Oslo fredsaftale (1)

1995

Oslo fredsaftale (2)

1997

Hebron-aftalen

Hebron-aftalen

Aftale mellem Israel og PLO. Israelsk tilbagetrækning fra det meste af Hebron. Byen opdelt i H1 (palæstinensisk kontrol) og H2 (israelsk kontrol). Fokus på sikkerhed og beskyttelse af bosættere.

1998

Wye-protokollen

Wye-protokollen

Opfølgning på Oslo-aftalerne. Gradvis israelsk tilbagetrækning fra dele af Vestbredden. Øget palæstinensisk selvstyre. Krav om palæstinensisk sikkerhedssamarbejde.

1999

Sharm el-Sheikh-aftalen

Sharm el-Sheikh-aftalen

Genstart af fredsprocessen. Tidsplan for implementering af tidligere aftaler. Løsladelse af fanger. Forhandlinger om endelig status.

PLO

blev den officielle repræsentant for palæstinenserne. Ledet af bl.a. Yasser Arafat og i dag Mahmoud Abbas.

Fatah

Sekulært palæstinensisk parti og den største fraktion i PLO. Kontrollerer Vestbredden.

Hamas

Islamistisk bevægelse og militær organisation, kontrollerer Gaza siden 2006. Anses af mange lande som en terrororganisation.

Shimon Peres

leder af israels Arbejderparti; arbejdede for fred og samarbejde med Jordan og PLO.

Likud og Arbejderpartiet

Israels to største partier; stod for hhv. højrefløj (Likud) og venstrefløj (Arbejderpartiet).

Kibbutz

fælles landbrugssamfund, symbol på den tidlige zionistiske og socialistiske tankegang i Israel.

Camp David-aftalen

Aftale mellem Israel (Begin) og Egypten (Sadat). Israel anerkendte Egypten, og Egypten anerkendte Israel. Israel trak sig tilbage fra Sinai-halvøen. Grundlag for fred mellem Israel og Egypten. Men forhandlingerne i 2000 mellem Israel (Barak) og palæstinenserne (Arafat) under Bill Clinton mislykkedes i forsøget på at nå en endelig statusaftale. 

1947

FN’s delingsplan

FN’s delingsplan

Planen anbefalede at dele det eksisterende Mandatområdet i Palæstina i to uafhængige stater, henholdsvis en jødisk og en arabisk stat. Jerusalem under “international overvågelse”.