Oldtidskunstskab C begrebsliste

Agape

kærlighed. En ubetinget, uselvisk, universel kærlighed. Senere i kristendommen betegner begrebet Guds kærlighed til mennesket:

Agón

diskussion/konflikt mellem to karakterer. Kappestrid på ord. Det er den gode konkurrenceånd (i modsætning til den ødelæggende strid, eris). Agon var en vigtig del af det græske syn på idræt og idrættens rolle indenfor paideia (dannelse). Ordet bruges også indenfor tragedien, hvis to skuespillere har hver deres lange monolog, som en slags talekonkurrence:

Anagnorisis

erkendelse. Et særligt punkt i en tragedie, hvor sagens fulde omfang går op for hovedpersonen:

Anamnesis

generindring. Et vigtig begreb i platonisk filosofi. I platonisk filosofi opfattes sjælen som udødelig og hørende til ideerne/formerne og idé-verden, til forskel fra kroppen. Når mennesket fødes forbindes sjælen med kroppen, og sjælen glemmer i processen sin tidligere viden om ideerne/formerne. Når mennesket herefter lærer noget, så er det sådan set kun en generindring af, hvad sjælen tidligere har vidst.

Andreia

mod (en af de fire sokratisk/platoniske kardinaldyder). Kan også kaldes thymos.

Antropomorfisk

”i menneskeform.” Begrebet bruges om de græsk-romerske guder, der både fremstilles fysisk som mennesket, men som også rent mentalt fremstilles som underlagt menneskelige følelser og tilbøjeligheder (kærlighed, had, begær osv.)

Apollinske, det

en livsholdning og –forståelse der peger mod kosmos, orden, kultur, logik, ræsonnement, kunst og kunstfærdighed. Det apollinske stammer som begreb fra guden Apollon, der i sin strenge ophøjethed og nådesløse retfærdighed fordeler skæbnen gennem sit orakel i Delfi. På mange måder ses her en fornyet version af Zeus, der tidligere var spådomskunstens gud. Det apollinske er ikke Apollons samlede egenskaber og funktioner, men et udvalg og en videreudvikling heraf. De centrale apollinske dyder var ”retsindighed, ordholdenhed, mådehold og besindighed” og sofrosyne. Mennesket er underordnet guderne, og bør være sig denne plads bevidst. Dette formuleres kortest i en af indskrifterne i Delfi: ”Kend dig selv!” (dvs. kend din plads som menneske). En anden apollinsk grundsætning var "intet til overmål” – altså en opfordring til mådehold og beskedenhed. Herodots livssyn var på mange måder apollinsk, også i hans forståelse af menneskets individuelle skæbne som værende underlagt uforudsigelige kræfter, der gjorde lykken så lunefuld. Det apollinske livssyn passede godt ind i den første halvdel af det 5. århundrede, i dets fremhævelse af sammenhold og kollektivet (fremfor individet). I dette livssyn er døden endelig – der er ikke noget man kan se frem til efter døden, kun en tom tilværelse i skyggeverdenen Hades. Udsigten til døden må tåles og bæres.

Aporia

rådvildhed, tvivl. Den tilstand, Sokrates bringer sine samtalepartnere i, i de fleste af de tidlige Sokratiske dialoger, de såkaldte (typisk) aporetiske dialoger. Det, der afskaffes er den falske viden/tro; doxa. Når den er afskaffet, står mennesket i en situation, hvor det har erkendt dets manglende viden og dermed har visket tavlen ren og er modtagelig for egentlig viden – episteme i den platoniske terminologi. Aporia er også ofte et stadie i de Sokratiske dialoger der har afsløret vigtige pointer om, hvordan det gældende (og typisk etiske spørgsmål) ikke kan besvares.

Doxa

viden/tro

Areté

”bedsthed”. Et katalog af dyder der indeholder den højeste menneskelige dygtighed og moral. Det er et centralt begreb både for Homer og Sokrates, men det er også en stadigt skiftende størrelse gennem den græske idehistorie. Fælles for den pragmatiske, den heroiske og den Sokratiske areté er dog dyder som mod og dygtiggørelse. Fremmedordbogen forstår areté som "fortræffelighed; fuldkommenhed; tapperhed; tapperhed, dyd”, og her bør man fremhæve ordet fuldkommenhed, fordi areté dækker grækernes forståelse af de kvaliteter der bør findes i det fuldkomne menneske.

Daimon

en græsk naturguddom der ligger meget tæt på det pantheister forstår ved den guddommelighed der er iboende i de allermest døde ting. Daimonerne har også en side der ligger relativt tæt op ad vores nisser. De er mystiske og usete væsner der bebor en side af vores verden som vi ikke umiddelbart har adgang til, men som påvirker vores verden i små og større ting. For Platon ophøjes daimonerne til mere centrale guddomme hvoraf Eros er en stor figur. Disse daimoner er vejledere, budbringere og melleminstanser mellem guderne og menneskene. Det daimoniske er således spådomskunsten og hele den kunst at forstå det guddommelige. For Platon er daimonerne tilsyneladende meget vigtige, idet mennesker ikke har direkte adgang til det guddommelige. Det synes derfor naturligt at Sokrates karakteriserer sin indre stemme som en daimonion, hvilket skal lade os forstå at denne stemme eller samvittighed (som Diotima i Symposion i virkeligheden benævner som ’at vide uden at vide’) er en vigtig vejleder i kunsten at kende sig selv og dermed blive et godt menneske. Ordet får en mindre flatterende rolle hos de kristne, og det er denne forstand at vi har ordet ”dæmon”, der benævner en ond ånd; en djævel.

Demokrati

folkestyre

Dialektik

at føre samtale. Den grundlæggende form og metode i filosofiske dialoger. Elenchos er en særlig form for dialektik.

Dikaiosyne

retfærdighed (en af de fire sokratisk/platoniske kardinaldyder)

Dionysiske, det

som det apollinske er det dionysiske bundet til en gud. I dette tilfælde er det Apollons modsætning: Dionysos. Dionysos er vild og ubændig, kaotisk og naturlig. Han er naturens urkraft og jordens seksuelle frugtbarhed i én. Han er vinens og nydelsens gud, og han er genfødslens mirakuløse gud. Dionysos kulten beskrives bl.a. i Euripides’ Bacchanterne, og her viser han hvordan kulten samlede fortrinsvist kvinder på bjergskråninger og skove, udstyret med thyrsos-stave, og hensat i en vild ekstase, hvor man sagde at de i ubændig ekstase rev vilde dyr i tu med deres bare hænder. Der er en venden tilbage til tidligere naturguders domæne i denne religiøsitet, men der også en mere egoistisk og fanden-i-voldsk indstilling i det dionysiske, som bedre passer til den anden del af det 5. årh. end den første, for som sofisterne ser Dionysos’ tilhængere livet som menneskets skueplads. Mennesket er i centrum, og dets muligheder er uendelige. Det er i stand til at bryde alle lænker og bånd, og opnå guddommeligt fællesskab med guden. Denne tilstand er i kulten ekstasen (at stå udenfor sig selv) og enthusiasmen (gudens besættelse af mennesket – altså at mennesket stiller sig udenfor sig selv for at lade guden tage over).

Doxa

tro/mening, som senere viser sig at være falsk. Sokrates bruger begrebet i sin dialektiske eller Sokratiske udspørgen som det udgangspunkt hos samtalepartneren, han skal fjerne. I Forsvarstalen forklarer Sokrates, at han ser det som sin gudsgivne opgave at rense mennesker for deres doxa – for deres vildfarne tro på, at de ved noget om emner, hvor de hurtigt – gennem samtalen med Sokrates – viser sig at være helt uvidende. Tilstanden der følger efter doxa er i Platons dialoger med Sokrates i centrum begrebet aporia – dvs. rådvildhed. Ordet ”dox(a)” findes også i f.eks. ”indoktrinering”, ”dogma” og ”ortodoks” (dvs. ”ret troende”).

Elenchos

krydsforhør. Kaldes også den Sokratiske metode eller en form for dialektisk undersøgelse. Metoden bruges primært til at undersøge og udbygge grundværdierne i det, Sokrates og Platon ser som det etiske liv. Sokrates fortæller i Platons ”Forsvarstalen” (også kaldet ”Apologien”) om hvordan vennen Chairefon udspørger oraklet i Delfi om Sokrates’ visdom, og får det svar, at ingen er klogere end Sokrates. Sokrates mener ikke, at dette kan være sandt, og sætter sig for at undersøge påstanden. Han kan dog ikke modvise det, og beslutter sig derfor for, at guden har bestemt, at dette er Sokrates’ rolle i livet: at virke som en ”hestebremse” på Athen (”hesten”), så hesten vågner op af sin slummer. Denne opvågnen sker som en proces der bevæger sig fra doxa til aporia.

Eleos

medlidenhed. Ifølge Aristoteles er det en af de to følelser, publikum gennemlever ved at se et drama, hvorved de opnår katharsis

Episteme

sand viden/erkendelse (står i modsætning til doxa)

epiteter

tilnavne, som f.eks. ”den hjelmbuskstrålende” om Hektor

Erastes/eromenes

Elskeren

Eris

striden som modsætning til eros: kærligheden, men også en gud. Som eros er eris et grundlæggende eksistentielt princip. Overordnet kan man påstå at Homer starter Iliaden med strid og bevæger sig konstant mod fredsslutningen i Odysseens allersidste vers. Det er gudinden Eris der med sit gyldne æble fremprovokerer den Trojanske krig. Eris kan også betyde bedrag, kiv og sladder. Den stridbare samtale der handler primært om at vinde kaldes også ”eristik”, efter Eris.

Eros

længsel/begær/kærlighed i den bredeste forstand. Som eris’ modsatrettede tvilling opretholder de to med deres konstante modsatrettethed verdens balance. Som guddom er Eros dog mere fremtrædende end Eris. Hos Hesiod er Eros en mægtig urkraft, men hos Platon er han en (vigtig) daimon, og i folkets fantasi levede han som en bevinget ung mand der skød mennesker og guder med sine kærlighedens pile.

Ethos

karakter. En af de tre appelformer inden for retorikken (Aristoteles). Opbygger talerens troværdighed.

Eudaimonia

lykke. Egentlig betyder ordet noget i retning af: ”den tilstand hvor man har en god iboende ånd” (eu

Filautia

kærlighed til én selv

Filia

kærlighed mellem venner, loyalitet, venskab

Filosofi

kærlighed til/stræben efter visdom (sofia)

Fobos

frygt. Ifølge Aristoteles er det en af de to følelser, publikum gennemlever ved at se et drama, hvorved de opnår katharsis

Formelvers

halve eller hele verslinjer i eper, der gentages mere eller mindre ordret. Se også under ”rapsode”

Fænomen (fainomena)

i platonisk filosofi alt det dødelige og forgængelige, vi sanser i fænomenernes verden. Afskygning/afbildning af ideerne.

”Gnothi seauton”

’kend dig selv’. Denne leveregel stod for noget andet end det vi typisk ville læse i disse ord i dag. For grækerne betød ordsproget ikke at man skulle udforske sig selv, men snarere at man tværtimod skulle vende sin opmærksomhed mod guderne og anerkendt at man kun var et menneske, og ikke skulle prøve at måle sig med guderne. Grækernes myter er fulde af historier om mennesker der straffes for at have begået hybris fordi de glemte dette sandhedsord.

Homerisk lignelse

en længere sammenligning i eper, hvor en person, en ting eller en situation sammenlignes med noget, publikum har kendt til. Sammenligningerne er ofte med dyr, guder, naturfænomener eller håndværk, og lignelserne funktion har bl.a. være at skabe billeder for tilhørerne til rapsodernes sang.

Hybris

overmod, som blandt andet ses i Odysseen, hvor bejlernes hovmodige opførsel kalder på gudernes og menneskenes straf (nemesis). Andre eksempler er prins Paris’ ran af den smukke Helena, der resulterer i den Trojanske krig, og kong Xerxes’ hovmodige opførsel både i Herodots 7. bog, og Aischylos’ Perserne, for at nævne et par eksempler. Hybris er oftest det enkelte menneskes skyld (altså noget selvforskyldt), men det kan også være et resultat af for megen lykke, for eksempel. Hybris så grækerne dog oftest som noget guderne udsatte mennesket for (selvom det enkelte menneske i sine handlinger bragte skylden over sig). Det er gennem forblændelsens gudinde, Ate, at mennesket bedrages og føres ud i hybris. I Sofokles’ Ødipus er kong Ødipus ikke selv skyld i sin hybris, men er ved sin slægt dømt til at betale straffen for en tidligere begået synd. Det centrale i hans synd er, selvforskyldt eller ej, at han ikke kan se sin egen synd, og således ikke kan stoppe den.

Idea

Platons centrale koncept som på græsk bare betyder ’form’, men som snarere skal forstås som "støbeform”. Det er dette ord der ligger i skønhedens idé i Platons Symposion. I Platons filosofi er idea lig med egentlig eksistens, i modsætning til det han i Huleligningen kalder for skygger. Idea repræsenterer den inderste kerne i ideernes verden, der står overfor fænomenernes verden – dvs. sansernes verden – det vi kalder for den virkelige verden. For os repræsenterer ordet idé noget abstrakt og ophøjet (se f.eks. "idealisme”). For Platon er ordet en måde at forholde sig til det han ser som det eneste egentligt eksisterende, som samtidigt er hele denne verdens oprindelse og kerne.

Kaloskagathos

”smuk-og-god” – et begreb der især knytter sig til den homeriske helt, hvor der lægges vægt på både den fysiske og den mentale side af mandsidealet.

Katharsis

renselse. Ifølge Aristoteles er det formålet med at se drama.

Kleos

ry – giver sammen med timé (ære) hero-status og identitet. Odysseus præsenterer sig selv i 9. sang af Odysseen som en mand hvis ”ry når himmelens højder” (9, v. 20). Logos

Metamorfose

forvandling

Métis

visdom/tanke. Personificeret i gudinden som gennem en særdeles sær fødsel bliver moder til Pallas Athene. Eftersom Zeus var blevet advaret om at Metis’ (mandlige) afkom med ham ville styrte ham fra magten, besluttede han at sluge Metis da hun var blevet gravid. Barnets livskraft må dog have været meget stor, for inden længe sprang der en fuldt udrustet kvindelig kriger ud af panden på ham! I nogle afbilledelser af denne scene hjælper Hephaistos Zeus med fødslen ved simpelthen at splitte hovedet på gudernes konge! Alt i den gode sags tjeneste!

Moira

lod/skæbne. En moira er også en skæbnegudinde, og der var tre af slagsen, ligesom vi ser i den nordiske mytologi hvor de tre norner sidder under verdensasken og liver menneskenes skæbner. De græske hed Clotho, Lachesis og Atropos. Clotho spandt den enkelte skæbne, Lachesis målte det enkelte livs længde og Atropos skar den over på det tidspunkt hvor sjælen skulle dø. Atropos kaldtes også Aisa. De tre blev ofte fremstillet som gamle og uhyggelige hekse.

Muse

(’mousai’

Mythos

historie. Betydning af Mythos ændrer sig fra simpelthen at betyde fortælling, og dermed også den (eneste) måde menneskene forholdt sig til virkeligheden på, til senere (hos Herodot og Platon f.eks) at betyde en historie hvis sandhed ikke kan verificeres eller afprøves. Denne forståelse af ordet minder om vores ”fiktion”, men er ikke det samme som vores forståelse af ordet ’myte’. I starten betød ordet dog simpelthen ’fortælling’ i betydningen ’ord der hænger sammen og giver mening’. Man skelnede simpelthen ikke mellem det man ikke kunne bevise, og det man anså for værende uangribeligt sandt. Fortællinger om guder, mennesker og verden var derfor blandet sammen. Den måde at forstå verden på kan man finde i Homer og Bibelen, i den forstand at der ikke skelnes mellem videnskab og forestillinger. Da grækerne begynder at angribe deres myter med den logiske forståelse af verden (begyndende med Herodot og Thukydid), splittes fortællingerne imellem logos og mythos, og på dette tidspunkt (ca. i anden halvdel af det 5. århundrede) antager mythos den betydning der stadig hænger ved den: nemlig at mythos er den ulogiske og udefinerbare verden der dog ikke desto mindre er af afgørende betydning. Man kan sige at den mytiske forestilling om verden og den logiske tanke er to modsatrettede størrelser der tilhører hhv. den ubevidste forestillingsevne og bevæggrund, og den logisk analyserende tanke.

Nemesis

(gudernes) hævn. Denne hævn rammer oftest dem der gør sig skyldige i hybris. Derfor er begreberne nærmest smeltet sammen til ideen om hybris-nemesis. Nemesis er også den gudinde der uddelte denne straf, men hun var også selvstændig som en uddeler af retfærdighed.

Oikos

et begreb der dækker over husstand, familie, hjem. Oikos var den mindste enhed i den græske polis og dækker både over manden (overhoved), familien og slaverne.

Oligarki

fåmandsstyre (styreformen i f.eks. Sparta). I en kort periode var der oligarki i Athen, nemlig under ”de 30 tyranner” i 404-403. De 30 tyranner var indsat af spartanerne, efter at Athen havde tabt den Peloponnesiske Krig, og der opstod en konflikt i samfundet mellem dem der støttede oligarkiet, og dem der var tilhængere af demokrati. Man mener, at anklagen mod Sokrates måske i virkeligheden kom fra demokratiske tilhængere, der ville have ham straffet for hans tilknytning til visse af oligarkiets støtter, bl.a. Kritias som selv var en af de 30.

Paideia

et begreb der dækker både opdragelse (som proces) og dannelse (som resultat af processen)

pathos

følelse. En af de tre appelformer (Aristoteles), hvor modtagernes følelser forsøges påvirket.

Peripeti

Aristoteles’ begreb for et pludseligt vendepunkt/omslag i en tragedie. Det er ofte knyttet til klimaks i handlingen.

Polis

bystat. Den græske polis er en unik græsk opfindelse, og det er den der ligger til grund for ordene ’politik’ og ’politiker’. Den græske polis var en videreudvikling af den minoiske kongeborg, der omfattede mange af samfundets lag. Udenfor den boede (af praktisk grunde) bønderne. Der var altså tale om et opland og en central bebyggelse der fungerede som administration, lager og samlingspunkt. Da oplandet i polis voksede, voksede polis også, men den politiske enhed vedblev med at være i den centrale by. Byen var ikke blot en repræsentativ enhed, men den egentlige by. Den omkringliggende jorder hørte altså til polis, og ikke omvendt. At grækerne egentlig aldrig skabte sig et egentligt imperium (Alexander var fra Makedonien), skyldtes i høj grad den særlige uafhængighed som de enkelte polisstater pralede af. De pan-hellenske begivenheder, religionen og sproget var størrelser der bandt grækerne sammen, men man kunne ikke tale om en egentlig overordnet styring af polis staterne. Det tætteste man kom herpå var de forskellige forbund som staterne formede (og som oftest udsprang af de førende staters ambitioner om netop den førerposition – se f.eks. Det Deliske Søforbund og Det Peloponnesiske Forbund).

Prologos

Indledende stykke i dramaer. Stykket bruges til at give en kort indføring til dramaet. Stykket kan være både en monolog og en dialog.

Promømion

indlende stykke i eper. Her anråbes musen (eller muserne) typisk og der gives en indføring til dette følgende epos. Eksempler herpå kan ses i Hesiods Theogoni og Homers eper.

Psyché

sjæl. Den oprindelige betydning af dette ord var egentlig ’åndedræt’, og grækerne så at åndedrættet forlod kroppen ved døden. Billedligt sammenlignede man Psyché med en sommerfugl. Den forståelse vi senere har fået af sjælen og dens sammensmeltning med det græske psyche, ser vi i ordet psykologi, som altså betyder ’sjælelære’.

Pæderasti

et forhold mellem en voksen mand (erastes ”elskeren”) og en yngre mand (eromenos ”den elskede”). Udover at forholdet var seksuelt, handlede det også om paideia (dannelse/opdragelse) af den unge mand.

Rapsode

sanger. Oprindeligt var digte som Iliaden og Odysséen mundtlige digte, som blev sunget af rapsoder til lyrespil. Rapsoderne havde intet manuskript, men improviserede til lejligheden på basis af en kendt myte. Det faste versemål (det daktyliske heksameter) samt et forråd af formelvers, epiteter og homeriske lignelser har gjort det muligt for dem at komponere sangene uden skriftligt forlæg.

Retardering

forsinkelse eller forhaling af handlingen i f.eks. tragedie eller epos for at øge spændingen

Sofia

visdom (en af de fire sokratisk/platoniske kardinaldyder)

Sofrosyne

beskedenhed/besindighed. Sofrosyne er et ideal for mennesket der først helt defineres af Platon, men som også ligger til grund for Solons ord hos Herodot. Som areté er sofrosyne en mængde af for os klart definerede og forskellige egenskaber, men som for grækerne udgjorde en indholdsmæssig enhed. Det menneske der besidder sofrosyne, er på mange måder et velbalanceret individ, der besidder følgende kvaliteter: beskedenhed, mådehold, disciplin, retfærdighedssans og selv-kontrol. Begrebet er tæt forbundet med de i Delfi indskrevne ord ”intet til overmål” (i forståelsen af at mennesket både må regne med lykke og ulykke) og ”kend dig selv” (som værende et menneske – og altså ikke en gud). Ordet kommer fra det græske saofron – der betyder noget i retning af ”af et sundt sind”. (En af de fire sokratisk/platoniske kardinaldyder)

Soma

krop. Det der modsvarer psyche. Se bl.a. ordet psykosomatisk (der altså betyder ’sjæleligt- kropsligt’ og som bruges om fænomener der afspejles både fysisk og psykisk).

Stasimon

korsang i en tragedie Stichomythi

Storge

hengivenhed, kærlighed mellem forældre og børn

Teofani

afsløring/åbenbaring af en gud, så han/hun kan ses af menneskene

Timé

ære

Xenía

gæstevenskab; et begreb der rummer både gavmildhed og høflighed. En uskreven lov om, at man behandler gæster ordentligt og tilbyder kost og logi, samt hvad gæsten ellers måtte have brug for til sin rejse. Til gengæld kunne man også forvente samme behandling, når man selv var gæst.

Ætiologi

årsagsforklaring (af det græske ord aitios "årsag”). Mange myter er ætiologiske og forklarer forskellige fænomener i verdenen.

Alitheia

Sandheden, den store sandhed. Visdom, mådehold og mod (de 4 kardinaldyder) 

Dikaiosyne

retfærdighed. den gode og retfærdige sjæl.

Physis

guddommelige love og naturens love, natur, sind, følelser (naturskabte love), guddommelige love. Følge sine følelser og drifter)

Nomos

menneskabte love, lov/loven (dem som Antigone følger))

Odyssé/odysse

Lang og eventyrlig rejse

Nóstos/nostos

Hjemrejse

Agon

Konkurrence, strid og kamp

Dikaiosyne

Retfærdighed,

Kardinalclyderne

Tre begreber som hører sammen: visom (sofia), mod (aneria) og mådehold/selvbeherskelse (sofrosyne)

Hades

Livet er en skyggetilværelse

Sofrosyne

Man acceptere sin lod i livet og lever efter disse græske idealer. Mådehold/selvbeherskelse

De store Dionysian

den religiøse forårsfest i Athen hvor man fejrede guden Dionysos. En frugtbarhedsfest. Man ved ikke hvornår den fandt sted første gang

Dionysos

vinens og beruselsens gud

Dionysos hellige plante

Vedbenskranse

Orkéstra/arkestra

halvcirkelformede plads (danseplads) i teatrets centrum.

Skené/skene

den scenebygning som danner bagrund for dramaets handling

Párodoi/parodoi

indgange

Téatron/teatron

tilskuerpladser

Korós/koros

Et kor bestående af 15-23 mænd

Koryfaíos/koryfaios

Korfører

Hypokritaí/hypokritai

Pypocrite, hykler, skuespillere

Menis

vrede

Retardering

Homeriske lignelser (Retadering, en sammenligning mellem to skiggelser) Billedskabende beskrivelser som er meget lange, og opretholder spændingen.

Paideia

dannelse

Poetikken

Første del om tragedien er bevaret. Delen om komedien gået tabt. Aristoteles’ Poetikken er det tidligst kendte værk inden for litteraturteorien. De dele af værket, der er overlevet til i dag, omhandler primært tragedien og episk lyrik. En af Aristoteles’ mere berømte argumenter i værket er bl.a. tanken om, at fortællinger består af tre dele: en begyndelse, en midte og en slutning.

Mímesis/mimesis

Efterligning af handlinger/mennesker.

Mýtos/mytos

Handlingen, det skal indeholde et vendepunkt (Peripéteia).

Peripéteia/peripeteia

Vendepunkt

Étos/etos

Karakter/roller

Anagnórisis/anagnorisis

Genkendelse, opklaring.

Ètos

hovedpersonerne/rollerne der opklarer handlingen og hvad der er sket. Publikum har hele tiden vidst det.

Èleos/eleos

Medynk.

Fóbos/fobos

Frygt.

Kátarsis/katarsis

Renselse af følelser. Når man kommer ud fra teateret så skal man føle disse følelser. Man skal altså blive påvirket af stykket. Aristoteles dramateori siger at puplikum oplever medlidenhed og frygt og opnår følelsesmessig renselse når de ser et drama.