PARIHS revisited from heuristic to

Introduktion til PARIHS og i-PARIHS

PARIHS (Promoting Action on Research Implementation in Health Services)

• Oprindelse: Først publiceret i 1998 med formålet at integrere forskning i sundhedspraksis.

• Anvendelse: Anvendes som en teoretisk model, der hjælper forskere og praktikere med at forstå og forudsige, hvordan evidensbaserede tiltag kan implementeres i klinisk praksis effektivt.

• Kontekstens Rolle: Understreger, at succesfuld implementering ikke kun afhænger af kvaliteten af den videnskabelige evidens, men i høj grad også af den kontekst, hvori evidensen anvendes, herunder organisatoriske kulturer og systemiske faktorer.

Kritikker af PARIHS

• Begrænsninger: Har identificeret flere begrænsninger i modelimplementeringen, såsom:

  • Manglende evidens for de effektive implementeringsstudier, der kunne validere rammerne for PARIHS. Dette skaber udfordringer i forhold til at bevise modellens anvendelighed i praksis.

  • Uklarhed mellem modellens elementer og under-elementer, hvilket kan forvirre brugerne og mindske modellens praktiske anvendelighed.

  • Overdreven fokus på faciliteringsrollen som den vigtigste komponent, uden tilstrækkelig opmærksomhed på, hvordan selve faciliteringsprocessen skal udføres for at være effektiv.

  • Definitorisk uskarphed: Uklare definitioner af, hvad der præcist skal betragtes som succesfuld implementering, hvilket kan variere mellem forskellige kontekster og aktører.

i-PARIHS rammeværk

• i-PARIHS er den reviderede og integrerede version af PARIHS, som introducerer nye konstruktioner for at forbedre forståelsen af implementeringsprocessen, herunder:

  • "Modtager"-elementet: Sætter fokus på, at modtagere ikke kun er enkeltpersoner, men også teams og institutioner, der aktivt påvirker implementeringen af evidens i deres daglige arbejde. Dette understreger behovet for at forstå, hvordan forskellige interessenter bidrager til eller hindrer implementeringen.

  • Reviderede begreber: Evidens, kontekst og facilitering er blevet revideret for at blive mere omfattende og sammenhængende, hvilket giver en mere robust ramme for at forstå komplekse implementeringsscenarier og de interaktioner, der finder sted mellem dem.

Centrale konstruktioner

1. Innovativt koncept

   • Undersøger evidensens natur og specifikt, hvordan viden migrerer og anvendes i forskellige kontekster og inden for forskellige grupper. Dette inkluderer både eksplicit (formel) viden som forskningsdata og taktil (uerfaren) viden som praktiske færdigheder og erfaringer.

2. Modtagerkoncept

   • Fokuserer på individets og gruppers roller i implementeringen, og hvordan deres interaktioner, motivationer, og holdninger til ændringer, kan påvirke både proces og outcome. Det er essentielt at anerkende forskellige målgruppers modstand eller støtte til implementeringen.

3. Kontekstkoncept

   • Inddeler konteksten i:

     • Indre kontekst: Den umiddelbare lokale setting af organisationen, herunder kultur, struktur, tilgængelige ressourcer, og medarbejdernes kompetencer, samt deres holdninger til forandring.

     • Ydre kontekst: Den bredere ramme inden for sundhedssystemet, som inkluderer politiske, økonomiske og sociale faktorer, der kan påvirke implementeringen. Herunder lovgivningsmæssige forhold, finansiering og offentlighedens opfattelse af sundhedstjenester.

   • Vurderer hvordan disse kontekster kan fremme eller hæmme implementeringsprocessen, samt hvordan man kan styrke positive påvirkninger.

4. Faciliteringskoncept

   • Beskriver facilitering som en central, aktiv ingrediens i implementeringsstrukturen, der kræver individuel tilpasning og vurdering af innovationen samt dens integration i modtagernes arbejdspraksis.

   • Facilitering anses for at være kompleks og dynamisk; den er ikke lineær eller sekventiel, men kræver en forståelse for, hvordan tilpasninger skal laves undervejs i implementeringsprocessen, og hvordan feedback fra deltagere kan anvendes til forbedringer.

Implementeringscases

• Tre case studies præsenterer den reelle anvendelse af i-PARIHS, som inkluderer:

  • Chronic Kidney Disease in Primary Care: Et projekt, der beskæftiger sig med at ændre praksis i relation til forbedring af identificering og håndtering af kronisk nyresygdom i primær sundhedspleje.

  • Continent Care in Nursing Homes: En indsats, der har til formål at effektivisere pleje ved at integrere evidensbaserede anbefalinger for håndtering af inkontinens hos beboere i plejehjem.

  • Nutrition Care in Acute Setting for Older Adults: Implementeringen af flere interventioner, der er designet til at forbedre ernæringen hos ældre patienter i akutte behandlingsmiljøer, hvilket involverer tværfagligt samarbejde og justeringer af kostplaner.

Faciliteringsmåde

• Anvendelse af forskellige faciliteringsmetoder, såsom PDSA-cyklusser (Plan-Do-Study-Act), for løbende at forbedre og tilpasse implementeringsstrategier til de specifikke behov i praksis. Dette inkluderer en refleksiv tilgang for at sikre kvalitetsforbedringer.

• Betydningen af støtte og mentorordninger blandt facilitatorer, som kan spille en afgørende rolle i at guide klinisk personale gennem implementeringsprocessen og støtte dem i løsning af eventuelle udfordringer undervejs.

Teoretiske forankringer af i-PARIHS

• i-PARIHS er baseret på et eklektisk fundament af teorier, der relaterer sig til læring, innovation og kontekstualisering. Dette inkluderer tilgange fra sundhedsforskning, organisationsstudier og læringsteorier, der understøtter udviklingen af en forståelse for de kompleksiteter, der er indblandet i implementeringsindsatser.

• Det fremhæver også vigtigheden af de relationer, der eksisterer mellem innovation, modtagere og den kontekst, hvori de befinder sig, hvilket kan have en betydelig indflydelse på implementeringens succes og holdbarhed.

Fremtidige retninger

• Yderligere forskning er nødvendig for at teste og revidere i-PARIHS og dens anvendelighed i praksis. Dette kan omfatte kvantitative studier for at demonstrere effektiviteter og kvalitative studier for at forstå de subjektive oplevelser hos de involverede aktører.

• Der skal fokuseres på at operationalisere rammerne i praksis, og sige, hvordan facilitatorernes roller kan struktureres og evalueres i implementeringsprocessen, for at forbedre effektiviteten af fremtidige implementeringer, herunder udvikling af klare måleinstrumenter for succes.