Artiklen fokuserer på kabinettets beslutningsprocesser som metode til at analysere og klassificere dem.
Den problematiserer eksisterende litteratur og præsenterer en ny typologi baseret på to dimensioner: intern magtfordeling og centralisering af beslutningsprocessen.
Formålet er at forstå, hvordan kabinetter fungerer i parlamentariske og semi-præsidentielle systemer.
Kabinettet er den højeste eksponent af den udøvende magt i parlamentariske systemer, ofte koordineret af en premier (statsminister).
Den overordnede succes afhænger af tilliden fra parlamentet.
Kabinetter findes i mange lande inklusiv EU-lande samt Canada, Australien og Indien.
To vigtige dimensioner identificeres som nyttige til at studere interne beslutningsprocesser:
Intern magtfordeling: hvor magten er placeret inden for kabinettet.
Grad af centralisering: hvor centraliseret beslutningsprocessen er.
Artikelens omfang inkluderer en gennemgang af klassifikationer og typologier i eksisterende litteratur.
Mange studier fokuserer på, hvem der træffer beslutninger og hvordan de træffer dem, hvilket kan føre til forvirring mellem klassifikationer og typologier.
Philip Selznick mente, at termen "beslutningstagning" kunne være mere forvirrende end oplysende.
Størstedelen af litteraturen forsøger at definere kabinettets beslutningsprocesser ved at se på, hvem der har magten til at beslutte og hvordan denne magt udøves.
Der eksisterer en klassisk skelnen mellem prime ministerial og cabinet government, der henviser til koncentration vs. distribution af magt.
R.A.W. Rhodes skitserer seks modeller af regeringens centrale operationer, herunder:
Prime ministerial government (præsidentlignende)
Cabinet government (kollegial): Ligheden mellem ministre
Segmented government: magten deles mellem ministre i forskellige områder
O’Leary og Laver/Shepsle opretter modeller der belyser interaktionen mellem ministre og kabinetter, dog med forskellige indhold og fokusområder.
Andeweg og andre forfattere anvendte dimensioner for at klassificere kabinetter ud fra intern magtfordeling og centralisering. Denne skelnen er væsentlig for at forstå forskellige typer regeringer.
Forslag om en ny klassifikation resulterer i otte typer kabinetter baseret på den interne beslutningsproces:
Radielt domineret kabinet: Prime minister har stor magt og kontrol.
Domineret kabinet: Beslutninger træffes i cabinet committee-møder.
Ministerielt kabinet med guidet oligarki: Oligarki med premierens aktiv deltagelse.
Indre cirkel kabinet: Oligarkiet beslutter primært gennem kollegiale arenaer.
Ministerielt kabinet med acephal oligarki: Svag premier, mange autonome ministre.
Acephal kabinet: Beslutninger bekymrer sig om kollegialitet men også om centralisering.
Autonome ministre: Stærk decentralisering og ligelig repræsentation.
Acephal kabinet med centralisering: Sammenflettet beslutningsproces.
Typologien kan ikke blot anvendes til at belyse eksisterende kabinetstrukturer men kan også anvendes til at forudsige hvordan beslutninger træffes i forskellige politiske klimater.
Artiklen præsenterer den nødvendige systematisering for at kortlægge eksisterende litteratur samt de mangler, der er nødvendige for at udvikle en ny og omfattende typologi.
Dette kan være en vekselvirkning imellem beslutningsproces og politiske resultater.
Hvordan forskellige typer kabinetter opstår i forskellige politiske kontekster.
Undersøgelse af hvilken indflydelse partier har på beslutningsprocesser i kabinetter.