SOCIALE KLASSER OG SOCIAL ULIGHED – Studienoter (Danmark)

Sociale klasser og social ulighed

• Et samfund kan beskrives som en helhed bestående af et større eller mindre antal socialgrupper eller sociale klasser; der er bred uenighed om, hvordan samfundsstrukturen bedst beskrives — som opbygget af socialgrupper eller af sociale klasser, og hvordan tilhørsforhold til en given gruppe vægtes i en tidsalder præget af stigende individualisering.

• Centrale problemstillinger: hvorvidt klasseforskelle fortsat er materielle eller kulturelle; og i hvilken grad køn og etnicitet er afgørende for sociale forskelle.

• En gennemgående pointe i dag: de fleste har en fornemmelse af tilhørsforhold til en relativt gunstig eller ugunstig social placering; samfundets kvalitet måles ofte gennem social mobilitet — reelle muligheder for at bevæge sig fra en beskeden oprindelse til en gunstigere voksenplacering. Dette forudsætter ofte et højt uddannelsesniveau.

• Politisk fokus fortsat på sociale rekrutteringer til videregående uddannelser og reduktion af uddannelsesulighed.

• Sammenhæng mellem individuel placering i samfundsstrukturen og levetilstande som indkomst, sundhed og levealder; der er uenighed om, hvad lighed indebærer og hvem der skal være lige, og hvorfor.

Social ulighed

• Social ulighed = forskelle mellem individer og grupper, der har en tydelig sammenhæng med positioner i samfundsstrukturen og som giver sig udtryk i forskelle i levevilkår og livschancer.

• Omfanget varierer mellem samfund og tidsperioder; uligheden relaterer sig ikke kun til arbejdsdeling men også til køn og etnicitet.

• Traditionelt opgjort som forskelle i indkomst og formue; også uddannelsesnøgletal og uddannelsessøgning har lang historik som mål for ulighed.

• Med velfærdsstatens fremvækst kom der større offentlig interesse i sociale uligheder, også i helbred og levealder samt ulighed i usunde livsstile, hvilket førte til sundhedspolitik og dataindsamling om et bredt spektrum af leveforhold.

• Levekårsundersøgelser viser, at social ulighed er generel og findes i alle livsforhold (beskæftigelse, arbejdsmiljø, bolig, helbred, opvækstvilkår, uddannelse, sociale relationer, deltagelse, livsstil). Samtidig er uligheden systematisk, idet topudstyrslevekår hyppigst ses i socialgruppe I (topfunktionærer/akademiske professioner) og falder fra I til V; belastende levekår følger omvendt mønsteret.

• Når sociologer tolker resultater af ulighedsundersøgelser, afføder forskellige lighedsbegreber: formel lighed, reel lighed (ressourcelighed) og resultatlighed – med betydning for mål og politiske tiltag.

• Resultatlighed er stærkest i forhold til kønsulighed, hvor kønskvotering tales om for at forbedre ligestillingen.

Hvad skal være lige?

• Lighedsbegrebernes betydning for politiske mål og menneskesyn:

  • Formelt lighed: ingen fritagelse fra adgang på grund af køn, socialgruppe, etnicitet, religion mv.

  • Reel lighed (ressourcelighed): alle får samme mængde ressourcer (f.eks. samme antal uddannelsesår); resultat afhænger af omgivende ressourcer (opvækstmiljø).

  • Resultatlighed: forskellige mængder ressourcer gives for at sikre, at de svageste får mest og de stærkeste mindst, eksempelvis i sundhedssektoren hvor ressourcer prioriteres de syge.

• Mest gennemslagskraft har resultatligheden i forhold til kønsulighed; derfor kønskvotering for at udligne kønsulighed.

• Lighedsdebatterne drejer sig også om, hvilke områder af befolkningens liv der bør inkluderes i lighedsprincipperne; kritik af altomfattende omsorgsstaters grænser og prioriteringer (fritids-, kultur- og familiepolitik vs. basisbehov).

• Begrebernes menneskesyn og samfundssyn varierer: nogle ser et lighedssamfund som stærkt og harmonisk; andre som nødvendigt at opretholde hierarkier for ledelse og vækst. Økonomiske incitamenter kopplas ofte til disse opfattelser (liberal ideologi) og i funktionalistisk sociologi.

Ligheden mellem socialgrupper og sociale klasser

• Begreberne social klasse og social gruppe beskriver social ulighed; afgørende forskel er, at social klasse (analytisk begreb) søger at forklare historiske og fremtidige udviklinger, mens socialgruppe er mere elastisk og pragmatisk (fx livsstil, uddannelse, social anseelse).

• Klasseteoriens grundlæggere:

  • Karl Marx: to hovedklasser – borgerskabet (ejere af produktionsmidler) og proletariatet (ikke-ejere); klassekamp som motor for samfundsudvikling og målet om et klasseløst samfund.

  • Max Weber: sociale klasser som cases for livschancer; klasser kan være flydende; står ved siden af stande (stater, 'ære' og prestige). Livschancer er centralt.

• Nogle forskelle: marxiske begreber fokuserer på udbytning og økonomi; Weber lægger vægt på kultur og livschancer.

• Grundlæggende sondringer: klassemodel (årsager til ulighed) vs socialgruppemodel (uddelingerne af goder efter resultater af ulighedsprocesser); og en dimension (fokus på arbejde) vs flere dimensioner (økonomiske og kulturelle ressourcer).

• Også sondringen mellem modeller der ser samfundet som hierarki vs modeller der ser relationer mellem store grupper.

• Operationalisering: hvordan man måler og kategoriserer socialgruppe og socialklasse i praksis, herunder i Danmark de to mest invaliderende tilgange gennem de sidste årtier: Svalastoga-inddelingen og SFI-inddelingen.

Svalastoga-inddelingen (1950’erne)

• Udviklet af Kaare Svalastoga (1914–1997); hierarkisk, endimensional og baseret på social anseelse (prestige) tilknyttet erhvervsstillinger.

• Metode: 75 typiske erhvervsstillinger bedømt efter prestige; gennemsnitlig prestige for de udvalgte erhvervsstillinger fastsættes; resten prestigegraderes. Herefter uddannes en skala og inddeles i intervaller → social lagdeling.
  -Funktionalistisk rationale (Davis & Moore, 1945): visse positioner er mere betydningsfulde og kræver særlige færdigheder; få personer besidder disse færdigheder og motiveres gennem særlige belønninger (økonomisk og ære). Resultatet: et samfund lagdelt efter social anseelse.

• Anvendt primært i de første generationer; senere erstattet af andre inddelinger grundet teoretisk snæverhed.

SFI-inddelingen (Socialforskningsinstitutionen – tilpasset Svalastoga)

• Implementeret bredt i 1970’erne og 1980’erne; baseret på nogle af Svalastogas principper men mere pragmatisk og ikke nødvendigvis hierarkisk i nutidigt forskningssammenhæng. Fem socialgrupper:

  • I) Funktionærer eller selvstændige i byerhverv med lang videregående uddannelse, funktionærer med 51 underordnede eller derover og selvstændige i byerhverv med 21+ ansatte.

  • II) Funktionærer eller selvstændige i byerhverv med mellemlang videregående uddannelse, funktionærer med 11–50 underordnede og selvstændige i byerhverv med 6–20 ansatte.

  • III) Funktionærer med 1–10 underordnede, selvstændige i byerhverv med 0–5 ansatte samt gårdejere.

  • IV) Funktionærer med 0 underordnede og faglærte arbejdere samt husmænd.

  • V) Ikke-faglærte arbejdere.

• Anvendelse og fortolkning: viser universelle mønstre i ulighed; betegnelserne socialgruppe 1–5 er almen brug i forskning; fortolkningen kan være uafhængig af det oprindelige prestigegrundlag og anskues som afspejlende kontrol i arbejdslivet (fx antal underordnede, ledelsesniveau).

• Figur og kilder: Hjorth Andersen 2003, senere diskussioner af hvorvidt inddelingen afspejler kontrolforhold frem for ren anseelse.

Et alternativ til SFI-inddelingen

• Erik Jørgen Hansen foreslog en alternativ inddeling for at forbedre forståelsen af uddannelsesuligheds rod: kulturel kapital i opvækstmiljøet → en kategori kaldet «professionsklassen» (stor kulturel kapital) og en justering inden for funktionærgrupperne (ledelse vs alm. ansatte).

• Ifølge denne inddeling: i alderen 38 år (1992) var 50% af mændene og 64% af kvinderne i arbejderklassen; 15% af mændene og 10% af kvinderne tilhørte professionsklassen.

Fremherskende klassemodeller internationalt

• Wrights neomarxistiske model: tre hovedtyper af udbytning i nutidens kapitalistiske samfund – kapitalistisk udbytning (kontrol over produktionsmidler), bureaukratisk/organisatorisk udbytning (kontrol over organisationens ressourcer) og kundskabsbaseret udbytning (kontrol over sjældne færdigheder). Middelklassen defineres som positioner mellem arbejdstagernes udbytning gennem alle tre dimensioner; arbejderklassen udbytter gennem alle tre.

• Goldthorpe-Erikson-modellen: arbejderklassen (arbejdskontrakter, aflønning-time/stykpris) vs ny middelklasse (servicekontrakter, længere ansættelsesperspektiv, køb af specialiseret viden og loyalitet). Denne model er den mest anvendte i internationale sammenligninger og i danske analyser (f.eks. Benjaminsen 2006). Wrights model har også haft empirisk brug (Hoff & Goul Andersen 1989).

• Perspektiverne fra Bourdieu: kapital som samlede ressourcer (økonomisk kapital og kulturel kapital) og livsstil; habitus som de socialiserede dispositioner til handling. Klassen er flerdimensional og defineres gennem relationer mellem relevante egenskaber; der findes ikke en objektiv inddeling, kun en realitet når en gruppe opfatter sig som en klasse. Aalborg-undersøgelsen af socialt rum som eksempel på Bourdieus tilgang (Prieur & Rosenlund 2009).

Køn og social klasse

• Klassen eller socialgruppestrukturen beskrives normalt uden kønsdimension; men i praksis påvirkes kønsvilkår placering og undertrykkelse: hvordan placerer kvinder sig i forhold til mænd, og hvordan påvirker familiens samlede forbrugs- og boligfællesskab fordelingen af goder?

• Familiesocialgruppe: spørgsmålet om, hvorvidt kvinder i parforhold placerers i samme socialklasse/socialgruppe som mænd, og hvordan familiens forbrugsfællesskab ofte fører til at mandens eller kvindens placering dominerer i klassetrukturen.

• Indirekte klasserelationer (Wright): familien som forbrugerenhed betyder at en persons klassetilhørsforhold påvirkes af hele familiens samlede ressourcer; i praksis kommer ofte den mandlige placering til at overskygge kvindens.

• Analytisk tilgang: man anvender ofte familiesocialgruppe som en måde at forklare forskelle i levet vilkår; kvinders placering i underordnede grupper kan være stærkt påvirket af parforhold og det samlede husholdningsøkonomiske setup.

• Istabs: køn, etnicitet og sociale ligheder forenes ofte i en intersektionel tilgang for at forstå overlappende undertrykkelsesmekanismer.

Genussystemet og køn

• Begrebet Genussystemet (Yvonne Hirdman) beskriver hvordan samfundet organiserer kønnene i han og hun gennem to logikker: adskillelsens logik og den mandlige norms logik. Systemet skaber og reproduserer kønsrelationer og hierarkier i hele samfundet.

Intersektionel tilgang

• Parkin (1979) foreslår en integreret ramme for analyse af klassemodsætninger sammen med etniske grupper, sprog og religioner; den centrale idé er social closure – processer hvor grupper forsøger at afgrænse adgang til ressourcer og muligheder.

• To former for closure: eksklusion (exclusionary closure) og tilraning (ursurpation). Eksempel: uddannelses- og stillingsmonopolisering af højere positioner (eksklusion), faglige organisationers kamp mod arbejdsgivere (tilraning).

• Intersectional analysis fokuserer på hvordan flere samtidige underordningskilder komplicerer risikoen for undertrykkelse, og kræver analyse på kryds af tre sociale dimensioner (klasse, køn og etnicitet).

Den kulturelle faktor

• Dækningen af kulturelle faktorer som supplement eller alternativ til økonomiske/materielle faktorer. To dominerende synsvinkler:

  • Kultur som afgørende for grænsedragningen mellem sociale positioner; identitet skabes i højere grad af individuelle erfaringer og oplevelser uden fuld kobling til klassestrukturen (Beck & Willms refereret i overgang til identitetsfokus).

  • Den “nye klasse”: kulturel kapital som basis for dominans; Gouldner fremhæver en kulturel bourgeoisi der privat tilegner sig kulturel kapital; Florida taler om den kreative klasse og behovet for serviceklasse til støtte.

• Behov for at se samfundsstrukturer i interaktion med kulturelle kapitalformer; der er ikke en entydig “objektiv” inddeling, men relationer og identiteter bliver dannet i kontekst af kapitalkombinationer og habitus.

Den kulturelle kapital og “den nye klasse”

• Gouldner hævder en kulturelt baseret herskende klasse bestående af den intellektuelle og tekniske intelligentsia; privat akkumulerer kulturel kapital.

• Florida introducerer “den kreative klasse” (videnskab, ingeniører, arkitektur, design, uddannelse, kunst, musik, underholdning) og “serviceklassen” som de mange lavtuddannede, der understøtter den kreative klasse; relationen hersker ikke nødvendigvis som udbytning men mere som funktionel afhængighed.

Fra “klassebevidsthed” til “identitet”

• Ulrich Beck og Wilms taler om individualisering som en forandring i hvordan sociale positioner og krav om anerkendelse formas. Individet bliver en grundlæggende enhed i social reproduktion; livet kan ikke blot passes ind i traditionelle roller og systemer.

• Kritik af at koble sociale forholds undertrykkelse til kun kvinders rolle; erkender at identitet, kultur og individuelle krav spiller en større rolle og at solidaritet også kan være vanskeligere at opretholde i en individualiseret verden.

• Grusky & Weeden foreslår en disaggregering ned til occupations (de konkrete erhvervsstillinger) for at forstå sociale grupperinger, social closure og livsstil; modargumenter hævder at der stadig er stabile mønstre i ulighed forbundet med tilhørsforhold til sociale klasser.

• Birkelund (2002) og Crompton & Scott (2005) diskuterer kulturel faktor som kritisk, men advarer mod en vulgær kulturalisme der fjerner klasse som analytisk begreb.

Social mobilitet

• Social mobilitet: bevægelser mellem sociale klasser/grupper; op- og nedadgående mobilitet; generationsmobilitet (inter-generational) og karrieremobilitet (intra-generations).

• Mobilitetens omfang og retning påvirkes af ændringer i society, herunder uddannelsesniveauer og erhvervsstruktur.

• Generationsmobilitet og data (Danske studier):

  • Svalastoga (1959): i gennemsnit bevæger ca. 4 af 10 familier sig ikke; 2 bevæger sig op et trin; 2 ned; 1 yderligere op og 1 yderligere ned. Samlet: ca. $40\bar{ ext{up}}$, $20\bar{ ext{up}}?$, $20\bar{ ext{down}}?$ (fortæller mønsteret; oversættelse af tallene til procent)

  • Levekårsundersøgelserne 1976: mænd 36% opadgående mobilitet; kvinder 20%; nedadgående mobilitet: mænd 25%; kvinder 40%.

  • Levekårsundersøgelsen 1986: tre sociale klasser (småborgereskab, mellemlag, arbejderklasse); analyser viser segmenter der skifter mellem generationer.

  • Levekårsundersøgelsen 2000 (tabel 2): fødselsårgangene 1947–1956 – destination i 2000 og deres oprindelse; viser fortsat omfattende mobilitet og at mobilitet afspejler sociale oprindelser.

• Uddannelsesmobilitet (uddannelsesniveau som vigtig indikator): relative uddannelseschancer – chancen for at opnå et særligt uddannelsesniveau for unge med én social oprindelse i forhold til unge med en anden oprindelse.

• Udviklingen i relative uddannelseschancer i 1900-tallet (Benjaminsen): fald i forholdet i 1900-tallet; høje chancer for akademikerbørn ved det at gå på prestigefyldte uddannelser; men forskelle mellem oprindelsesklasser fortsat betydelige; social rekruttering til eliteuddannelser er præget af oprindelsesklasser.

• Oftest tolkes uddannelsesmobilitet som en indikation af at uddannelsesniveauet er afgørende for voksen placering, men Klausen viser at uddannelsesniveau kun delvist forklarer indkomstforskelle; halvdelen kan ikke forklares via uddannelse.

Den sociale ulighed – opsummering

• Uligheden er veldokumenteret og fortsat et kerneområde i sociologi; der ligger fortsat debat i hvorvidt ulighed er nødvendig for incitament og vækst, om lighed bør baseres på formel lighed eller kun resultatlighed, og om lighedsbestræbelser i højere grad skal rette sig mod materiel ulighed eller livsstil og privatliv.

• Beskrivelser og analyser af samfundsstrukturen (socialgruppe vs socialklasse) forbliver centrale for forståelsen af ulighed.

• Der er tiltagende fokus på kulturelle faktorer og intersektionalitet, hvilket giver et mere nuanceret billede af ulighedsvækst og mobilitet i et moderne samfund.

• Selvom individuelle ikke nødvendigvis er bevidste om deres klasse, forbliver klassestrukturen afgørende i opretholdelsen af social ulighed; analysen bør derfor kombinere objektiv placering (klasse) og subjektiv placering (status).

Arbejde, Produktion og Samfund

• Arbejdet er fundamentalt for det enkelte individ og samfundet; klassiske sociologer gjorde arbejdet til et centralt begreb i samfundsforståelsen.

• Karl Marx: arbejde er grundlæggende men i moderne samfund bliver arbejdet drevet af profitkrav; dette fører til fremmedgørelse og udbytning; klasseincongruent struktur og potentiale for arbejderklassen til at blive bevidst om sin position og kæmpe for et samfund hvor arbejdet er befriet for udbytning.

• Max Weber: den moderne arbejdsverden præges af rationalisering og bureaukratisering; et ”jernbur” (jernbur) hvor rationaliseringen er strukturel og ikke let at undslippe; religiøse/kulturelle rødder i rationalteksten.

• Émile Durkheim: den moderne arbejdsdeling fører til større afhængighed og social solidaritet; samfundet bliver mere komplekst, men også mere afhængigt af hinanden.

• Kapitel 6 ligger i forlængelse af kapitlerne om klasser og ulighed og sætter arbejdet i relation til samfundets struktur og funktion.

*(Bemærk: Teksten i kildeuddraget slutter midt i en sætning i kapitlet om arbejde og produktion; de tre grundlæggende perspektiver fra Marx, Weber og Durkheim er primært præsenterede.)