Den jyske historiker, knudsen

Indledning: Forholdet mellem historie, socialhistorie og sociologi

Relation mellem historie og sociologi har været tæt siden den moderne sociologis opståen; Weber og Durkheim ses som fædre for begge fag.
To forskellige fagtraditioner: sociologer sigter mod teorier om det moderne massesamfunds udvikling; historikere har traditionelt været mere empiriske og ikke nødvendigvis teoretiske.
I senere år er sociologi blevet mere empirisk og historie mere teoretisk, hvilket gav grobund for historisk sociologi (historical sociology).
Begrebet historisk sociologi vistes udbredelse omkring 1980; fokus bagudrettet mod rødder og forudsætninger.
Eksempel på forfattere og kredse: Marc Bloch, Norbert Elias (historiker/ sociologer); Fernand Braudel, Barrington Moore, E. P. Thompson; senere Michael Mann, Charles Tilly, m.fl.
Socialhistorien er ikke en entydig tradition inden for historiefaget; rødder i den tidligere folkes historie og Annales-skolen, og fokuserer på materielle vilkår, sociale relationer, konflikter og magtforhold.
Socialhistorien kan fungere som en »brobyggerfunktion« mellem historie og sociologi ved at inddrage nabodiscipliner og kontekstuelle forhold.
To centrale udsagn om forholdet mellem historie og sociologi: forskellene i tilgang og epistemologi; og behovet for at diskutere berøringsflader og gensidig inspiration.
Fernand Braudel beskrev kommunikationen mellem fagene som en dialog mellem døve; Peter Burke foreslår en dialog mellem de to, hvor sociologi defineres som studiet af menneskelige samfunds struktur og udvikling, mens historie fokuserer på forskelle og forandringer mellem samfund over tid.
Begrebet struktureringsprocessen (Giddens og den historiske tendens) står centralt i nyere sociologi og historiske studier, og der lægges vægt på tidens rolle i historiske forklaringer.
Modstridende opfattelser af teori og empiri: sociologer kræver teoretisk formulering; historikere lægger vægt på empirisk prøve og kontekst.

Historisk sociologi: definition og kerneområder

Historisk sociologi opstår i grænsefeltet mellem sociologi og historie; fulgt af Philip Abrams’ tese: enhver sociologisk forklaring er nødvendigvis historisk; historisk sociologi er derfor central for disciplinen.
Tre hovedemner i historisk sociologi (Abrams):
- Overgangen til industrisamfundet.
- Forholdet mellem frihed og tvang i individuelle livsforløb.
- Forholdet mellem individets mål og samfundets rammesættende institutioner og normer.
Dennis Smith’ definition:
- ext{historisk sociologi} ext{ is the study of the past to find out how societies work and change}.
- Anskuelsen af, at nogle sociologer ignorer fortiden (“ikke-historiske”), og nogle historikere ignorerer samfundsvidenskabernes tidsdimension og historicitet; historisk sociologi forsøger at forene begge sider ved at undersøge fænomenernes interpenetration af fortid og nutid og af events og processer.
Adskillige teoretikere og historikere har bidraget til forståelsen af historisk sociologi som en disciplin, der henter inspiration både fra historie og sociologi.
Peter Burke fremhæver, at sociologer og historikere kan lære af hinanden; især teoretiske modeller og historisk empiri kan berige hinanden; Burke og Abrams ses som vigtige figurer i at bygge bro mellem fagene.
Forholdet til teori og empiri er et centralt stridspunkt: sociologer lægger større vægt på teori og generaliseringer; historikere lægger større vægt på empiri og kontekst; begge fag kan dog hjælpe hinanden gennem komplementære tilgange.
Vigtig pointe: fagenes forskellighed bør danne grundlag for diskussion, ikke for konflikt; en historisk kilde- og metodeorienteret tilgang kan berige sociologisk teori og tværtimod.

Begrebs- og metodeklassifikationer: idiografisk vs nomotetisk

Wilsons skelnen mellem idiografisk (historie) og nomotetisk (samfundsvidenskab) videnskaber:
- Nomotetiske forskere søger generelle principper, lægger vægt på begrebslig stringens og strukturer, og arbejder ofte med abstraktion og sammenligning af begivenheder.
- Idiografiske historikere fokuserer på det specifikke og konkrete, sætter højt niveau på empiriske vidnesbyrd og menneskelig handlen.
Wilson hævder, at historiske handlinger og karakteristika spejler virkeligheden; for samfundsvidenskaberne er handling og det enkelte valg ofte et mere vilkårligt valg, hvilket reflekterer professionelle deformationer i de respektive fagejendes praksis.
Begge tilgange kan være nødvendige for at forstå samfundets unikke træk; sammenligning gør det muligt at se, hvor et samfund er unikt og hvor generalisable mønstre findes.

Hvorfor historisk sociologi ikke er en entydig disciplin

Den historiske sociologi betragter alligevel som helhed en syntese mellem historie og sociologi; den søger at forene generaliseringer og empiriske undersøgelser.
Diskussionen om teori og empiri er central: sociologer lægger vægt på teorier og generaliseringer; historikere lægger vægt på empirisk test og kontekst.
Der er ikke kun forskelle i fokus, men også i tidsbegreber, metoder og mål – hvilket nødvendiggør en historiografisk tilgang for at diskutere forholdet mellem disciplinerne.

Historisk-sociologiske skitser: tre faser i debatten

Formålet med historiografisk skitse er at få belyst forholdet mellem socialhistorie og historisk sociologi og klarlægge stridspunkter:
- Første fase (ca. 1960): struktur-funktionalisme dominerer i sociologien; Fernand Braudel og E. P. Thompson deltager fra socialhistorisk side.
- Anden fase (slutningen af 1960'erne): socialhistoriske paradigmem vedrørende brug af samfundsvidenskabernes metoder og modeller; demand for mellemrum og udveksling mellem fagene.
- Tredje fase (1980'erne): diskussion om forholdet på et mere ligeværdig niveau, fremkomst af den historiske sociologi; fokus på at integrere historie og sociologi gennem begreber som struktur, handling og proces.
Formålet med denne skitse er at antyde hovedlinjerne i udviklingen og diskutere stridspunkterne i en bredere historisk kontekst.

Optakten i mellemkrigstiden: Annales-skolen og den teoretiske bevidsthed

Socialhistorie blev mere teoretisk og metodisk bevidst i mellemkrigstiden under Annales-skolen (ca. 1929–1930): Bloch og Febvre som ledende figurer.
Blochs La Société féodale (1939–40) udkom i to bind; Annales-skolen fokuserede på stabile strukturer i samfundet og kombinerede mentalitetshistorie og materialhistorie; både kvantitative og kvalitative metoder blev anvendt.
Elias' Civilisation processes (1936, bind 1) og senere bind 2 (1939) demonstrerer en sammenkobling af kultur, statssædannelse og civilisation; studiet af forskellen mellem tysk kultur og fransk civilisation og borgerskabets rolle i Frankrig.
Annales-skolen var kendetegnet ved åbenhed over for andre discipliner og en tilgang, der kunne beskrives som strukturhistorie; Braudel opfordrede sociologer til at se historie som fælles intellektuelt projekt og gav sociologien egne redskaber og problemstillinger i historien.
Tidsbegrebet blev central: historikeren arbejder med forskellige niveauer af tid (begivenhedshistorie; konjunkturernes tid; la longue durée). Tiden er kernen i historisk tænkning; sociologer kan fokusere på øjebliksbilleder eller på langsom gentagenhed – men historien kræver et tidsligt perspektiv.
1960'ernes årti anses som Annales-historien store årti; 1960’ernes værker fremhæver materialhistorie (histoire matérielle) med fokus på kombination af biologiske, geografiske og klimatiske faktorer; kapitalismens fremvækst analyseres i Civilisation matérielle, économie et capitalisme (XVe–XVIIIe siècle), Band I 1967, afsluttende bind i 1979.
Annales' åbenhed over for andre fag og strukturhistorie kendetegner den sociale historie som en bred og tværfaglig disciplin.

1950’erne til 1960’erne: Struktur-funktionalisme og moderniseringsteori

Perioden beskrives som sociologiens guldalder; struktur-funktionalisme dominerer (Parsons og Merton).
Grand Theory og moderniseringsopfattelse: samfundet som differentieret, individualiseret og komplekst; modernisering ses som bevægelse fra traditionelle til moderne samfund.
Smelser’ Social Change in the Industrial Revolution (1959) som et historisk-sociologisk studie af industrialiseringens konsekvenser for engelske arbejderes sociale roller; argumenterer for roller og identitetsændringer i perioden 1770–1840.
Kritikker fra socialhistorien: E. P. Thompson mente, at strukturfunktionalismen ikke tog højde for klassemodsætninger, klassebevidsthed og konflikter i kapitalistiske samfund. Strukturfunktionalismen erstatter menneskelig handling med sociale roller og abstrakte strukturer.
Thompson’ The Making of the English Working Class (1963) står i kritik af Smelser; senere understreger Thompson, at historien også handler om sociale aktører og deres ideer og praksisser; vigtig kritik af en “tingliggørelse” af historien.
Reinhard Bendix (Work and Authority in Industry, 1954; Nation Building and Citizenship, 1964) og Marshall (Citizenship and Social Class, 1950) bidrager til at afmystificere normativt konsensus-tilgangen i moderniseringsteorien; fokus på medborger- og klassebevidsthed.
Moore (Social Origins of Dictatorship and Democracy, 1966) søger at forklare, hvordan agrariske klasser påvirker politisk udvikling og diktatur/demokrati; en makrohistorisk og komparativ tilgang med store generaliseringer; sammenligner Moore og Thompson i deres historiske ambitioner.
Differentierede tilgange: Moore en makrohistorisk, Thompson mere agentcentreret; begge deler en interesse i historisk forandring og makro-niveau forklaringer, men med forskellige metodiske og teoretiske udgangspunkter.

Annales-skolen og sociale perspektiver: tidsbegrebet og tværfaglighed

Annales-skolen fremtræder som en hovedstrøm i socialhistorien efter krigen; Braudel og en bred fortolkningsramme for samfundet.
Tidsbegrebet »La Longue Durée« står centralt: der er hierarkiske niveauer af tid: begivenhedshistorie (hurtig tid), konjunktur-tid (langsom tid), og struktureringshistorie (lang, dyb og stabil tid).
For Braudel er historien præget af tidsbegrebet, og sociologiens tid kan ikke fuldt ud overlappe historikernes tidsforståelse; historikere arbejder med en mere udtalt tidsdimension og kontekst; sociologer kan fokusere på øjebliksbilleder eller langsalgende mønstre.
1960’ernes vibber: »material history« og ’histoire matérielle’ med fokus på kombination af kultur, økonomi og geografi; kapitalismens udvikling og dens sociale konsekvenser.
Annales-skolen er kendetegnet ved åbenhed for andre discipliner og en bred tilgang til samfundets struktur og kulturelle liv; historien som helhedsforståelse, der inkluderer økonomi, politik og kultur.

Den nye social historie og socialhistorisk paradigme: 1960’erne til 1970’erne

1960’erne: socialhistorie bliver mere dominerende i engelsksproget verden; Stone og Thomas promoverer brugen af samfundsvidenskabernes metoder og teorier i historiefaget; understreger asymmetrisk udveksling: historie lærer samfundsvidenskaberne at definere problemstillinger tydeligere, men samfundsvidenskaberne ikke nødvendigvis erstatter historien.
Lawrence Stone (1976) »Historie og samfundsvidenskaberne i det 20. århundrede«: positive påvirkninger af samfundsvidenskaberne, men advarer imod at lade historien forsvinde i samfundsvidenskaberne; vigtigheden af kontekst som disciplin – en kilde til forståelse for historiske problemstillinger.
1970’erne bliver en tid med pluralistisk udvikling i socialhistorien: Annales fortsætter, men får konkurrence fra politiske og kulturelle historiske tilgange. Den tyske sociologi og socialhistorie deltager i en dialog omkring »Gesellschaftsgeschichte« og historisk kontekst i samfundstiden.
Den engelske tradition: markant fokus på konflikter, klasse og folks aktørrolle; Thompson og Hobsbawm bidrager til en mere helhedsorienteret tilgang til samfundet og dens udvikling.
Den marxistiske vinkel i socialhistorie: kritik af Whig-historie og fokus på klassekamp og gruppers handlingskraft; kritik af strukturfunktionalisme og moderniseringsteori.

Den nye social historie: 1970’erne – tværfaglig dialog og kritik

Charles Tilly: centrale bidrag til socialhistorie og historisk sociologi; kollektive aktioner og sociale bevægelser som fokus i 1960’erne og 1970’erne; tacitiske værker som The Vendue (1964) og Strikes in France, 1830–1968 (1974, med Shorter).
Edward Shorter: The Making of the Modern Family (1975) og The Making of the English Working Class (1963) bidrager til kønshistorie og familieudvikling som historiske temaer i socialhistorie.
Kritikker af den nye social historie: Tony Judt’ 1979-læsning retter skytset mod for konservativ determinisme og deterministiske forudsigelser; kritiserer for at reducere menneskelige erfaringer til mønstre og for for megen determinisme i fortidens sociale liv.
Michigan-møder (1979) og debat omkring nye socialhistorieprojekter: Shorter forsvarer projektet og hævder at historien ikke er blevet frataget identitet eller menneskelig værdighed.
1970’erne og 1980’erne bærer præg af Tillys og Moore’s tilgang; socialhistorie for agrar-liv, arbejderbevægelser og politiske forandringer får mere opmærksomhed; men der opstår også kritik af determinisme og monokultur i nye historiske tilgange.
1970’erne bringer yderligere globale dimensioner gennem Wallerstein og Andersons kritik af moderniseringsteorien; de senere 70’ere markerer skabelsen af en mere global historisk sociologi.

Den historiske sociologi i 1980’erne: grand theory og sammenkobling af historie og sociologi

1980’erne ses som periode med »grand theory back« i historiske sociologi; teoretiske værker vender tilbage og kobler sig til historiske data og empirici.
Theda Skocpol er central i at formulere en systematisk tilgang i historisk sociologi: Vision and Method (1984) og Emerging Agendas and Recurrent Strategies in Historical Sociology (1984).
Three hovedtilgange i historisk sociologi (Skocpol):
1) Generel model-baseret tilnærmelse (f.eks. Smelser) – historien anvendes som tests af en generel model.
2) Fortolknende/fortolkende historisk sociologi – Bendix, Thompson.
3) Analytisk tilgang – test af hypoteser og komparation for at forklare årsagsrelationer.
Sekundære kilder og primære kilder: Skocpol understreger, at historisk-sociologiske studier ikke bør være afhængige af sekundære kilder uden kritisk vurdering; brug af sekundære kilder er ikke mindre pålideligt, men kræver historiografisk kritisk kontekst og klare metoder.
Tilgange til kildeanalyse og kildebrug: sociologer bør engagere sig i historiografiske diskussioner og supplere med egne studier i primære kildemateriale.
Anthony Giddens’ strukturationsteori: forsøger at forene handling og struktur; strukturer er både resultat og nødvendigt for at opretholde sociale tilstande over tid; hans statsteoretiske projekt er centralt i forståelsen af moderne stater og internationale relationer.
Ernest Gellner: nationalisme og modernnation-state; hans arbejde inspirerer både sociologer og historikere; Gellners nationalisme-bog og senere anvendelser i historiske og sociologiske kontekster.
W. G. Runciman: A Treatise on Social Theory (1983–1997) – massivt projekt, der tydeliggør magt som et centralt begreb og fire former for magt: økonomisk, ideologisk og tvangsmæssig, med “mode of production, mode of persuasion, mode of coercion” som del af magtfordelingen; evolutionistisk tilgang til samfundstyper.
Michael Mann: The Sources of Social Power (1986) – fire kilder til magt: økonomisk, ideologisk, politisk og militær; historisk fremstilling fra oldtid til 1760; senere bind følger udviklingen til moderne stater; kernen i Manns argumentation er kristendommens rolle i den europæiske økonomiske og politiske udvikling; jævnfør Runciman, startes med empiriske data og senere teoretisering.
Perry Anderson kritiserer Mann og Runciman for mangel på komparation og for en teoretisk “false dichotomy” mellem historie og komparativ analyse; argumenterer for behovet af både historisk og sammenlignende tilgang i historisk sociologi.
Anthony Giddens: strukturation som løsning mellem opfattelser af teori og empiri; Giddens’ arbejde er i høj grad en forsoning af historisk bevægelse og sociale strukturer; betragter staters rolle og internationale relationer som et centralt område.
Erich Gellner, Eric Hobsbawm og andre associerede: nationsbygging, nationalisme og modern stat; Gellners arbejde giver inspiration til historiske og sociologiske diskussioner om nation og modernitet; Hobsbawm bidrager med en historisk-politisk vinkel, der kobler kultur og økonomi.

Fra forskellighed til fælles berøringsflader: sammenhæng mellem historie og sociologi i 1980’erne

Den historiografiske skitse viser, at to fag traditionelt adskiller sig i deres vægten på teori vs. empiri og på primære vs. sekundære kilder; men der opstår berøringsflader mellem fagene gennem:
- Tværfaglig dialog omkring tidsforståelse, proces og aktør.
- Brugen af historisk empiri i sociologiske teorier og brug af analytiske modeller i historiske studier.
- Betydningen af kildekritik og forståelse for kontekst i begge fag.
Theda Skocpols vision: tre hovedstrategier i historisk sociologi (1984): generel model, fortolkning og analytisk metode; vigtigheden af komparation og brug af sekundære og primære kilder; understreger, at historisk sociologi bør være åben for historiografiske diskussioner og kildekritik.
Giddens’ structuration og andre teoretikere viser, at der er behov for en integreret tilgang, hvor ændringer i magtstrukturer og statslige institutioner ikke kan adskilles helt fra menneskets handlinger og praktikker.
Ønsket om at mindske kløften mellem historikere og sociologer: Abrams og Burke som nøglefigurer til at fremme en dialog; samtidig står debatten stadig på praksisniveau: hvordan man kan anvende historisk empiri i sociologisk teori uden at miste historisk kontekst, og hvordan man kan bruge sociologiske modeller uden at overgeneralisere historisk kompleksitet.
Sideløbende fortsatte diskussioner om nationalstater, modernitet og globalisering (Wallerstein; Skocpol) og om, hvordan historiske forandringer i magt og struktur kan analyseres gennem komparative og multi-niveau modeller.

Kildekritik, metodik og videnskabsteoretiske overvejelser

Kildekritik er centralt i historisk arbejde: kilder er ikke blot data, men produkter af fortiden og forfatterens egen kontekst; historikeren bearbejder, fortolker og kontekstualiserer kilderne gennem en kildekritisk proces.
Tre trin i kildehåndtering (som forklaret i teksten):
1) Indsamling af kilder og kildeudsagn; 2) Prægningsproces og kontekstualisering; 3) Fortolkning og præsentation i en fortællingsramme;
og en konstant spænding mellem at undgå at forvride kilderne og at undgå at romantisere fortiden.
Diskussion om sekundære vs. primære kilder: Skocpol anbefaler historikeren at engagere sig i historiografiske diskussioner og supplere sekundære kilder med egne primære kildestudier; dette hjælper med at sikre højere validitet i sociologiske studier, baseret på historiske data.
Problematik i teori-empiri-balancen: sociologer bør kunne teste teorier gennem historiske data; historikere bør være åbne for at forklare historiske generelle mønstre gennem teoretiske rammer; begge fag bør respektere kildens kontekst og nødvendigheden af at bevare historisk kompleksitet.
Praktiske konsekvenser for forskningen: behovet for at bevare kontekst og historisk unikhed, samtidig med at man søger generelle mekanismer og mønstre gennem komparative studier; en integreret tilgang beriger begge fag og giver mulighed for dybere forståelse af samfundsforandringer.

Opsummering af centrale bidrag og nøglebegreber

Historisk sociologi: studiet af fortiden for at forstå, hvordan samfund fungerer og ændrer sig; kombinerer historiske data (kontekst) og sociologiske teorier/metoder for at forklare processer og sammenhænge over tid.
Tre centrale strømninger: Annales-skolen (langduré og strukturer), modernistiske sociologer (struktur og modernisering), og den historiske sociologi (mødet mellem teori og empiri gennem historisk perspektiv).
Tre former for magt (i Manns værker): ext{magt}
ightarrow ext{økonomisk}, ext{ideologisk}, ext{militær/politisk/tvangsmæssig}.
Fire kilder til magt ifølge Mann: økonomisk, ideologisk, politisk og militær; hver form opstår og vedligeholdes gennem bestemte kontrol- og produktionsmekanismer.
Strukturationsbegrebet (Giddens): strukturer og handlinger gensidigt konstituerer hinanden; historiske studier må ofte inddrage staters rolle og internationale relationer for at forstå moderne samfund.
Tre strategier i historisk sociologi (Skocpol):
1) Generel model (test af en teori gennem historiske data),
2) Fortolkende (begrebsanvendelse i historiske forløb),
3) Analytisk (hypotese-test og komparation for forklaringer).
Begreber i debatten: tidsbegrebet (La Longue Durée), kontekstbinding og kontekstafhængighed; procesbegrebet og aktørens rolle; helhedsperspektiv i socialhistorie vs. konkrete fokus i sociologi.

Udvalgte hovedværker (uddrag af litteraturen i transcriptet)

Philip Abrams, Historical Sociology, 1982.
Peter Burke, Sociology and History, 1980; History and Social Theory, 1992.
Fernand Braudel, On History (1980); Civilisation and Capitalism I–III (1967–1989).
Marc Bloch, The Historian’s Craft, 1949.
Lucien Febvre og Marc Bloch, La Société féodale (1939–40).
Lawrence Stone, History and the Social Sciences in the Twentieth Century (1976).
E. P. Thompson, The Making of the English Working Class (1963); The Poverty of Theory (1978).
Barrington Moore, Social Origins of Dictatorship and Democracy (1966).
Charles Tilly: The Vendue (1964); Strikes in France (1974); From Mobilization to Revolution (1978); Big Structures, Large Processes, Huge Comparisons (1984); Coercion, Capital and European States AD 990-1990 (1990).
Theda Skocpol: States and Social Revolutions (1979); Vision and Method in Historical Sociology (1984); Bringing the State Back In (1985).
Immanuel Wallerstein: The Modern World-System (1974); The Capitalist World-Economy (1979).
Michael Mann: The Sources of Social Power (1986); subsequent volumes (1993, 1993).
Anthony Giddens: The Constitution of Society (1984); Modernity and Self-Identity (1991).
Ernest Gellner: Nations and Nationalism (1983).
Tony Judt: A Clown in Regal Purple: Social History and the Historians (1979).
Lawrence Stone og andre: videre behandling af relationen mellem historie og samfundsvidenskab i 20. århundrede.

Noter til eksamensforberedelse: nøglepointer at huske

Forholdet mellem historik og sociologi: to fagtraditioner med forskellige mål og metoder; værdifuld er en dialog og samarbejde for at afdække strukturer og menneskelig handlen sammen.
Historisk sociologiens definition og kerne-emner: overgang til industrisamfund, frihed og tvang i individuelle livshistorier, og forholdet mellem individ og samfundsrammer.
Betydningen af tidsbegrebet i historisk arbejde (La Longue Durée) og forskellig tidsopfattelse i sociologi.
Debate om teori vs empiri: sociologernes fokus på teori og generalisering; historikernes fokus på empirisk test og kontekst; behov for syntese og kildekritik.
Vigtige debatter i 1960'erne–1980'erne: Annales' tidsopfattelse; det socialhistoriske paradigme; den nye social historie; den historiske sociologi som disciplin (1980'erne).
Vigtige metodiske principper: kildekritik, kontekstforståelse, og brug af sekundære vs. primære kilder; historisk sociologer bør engagere sig i historiografiske diskussioner og derfor være åbne for kildeforståelser og kritik.
Relevans for moderne samfund: studiet af magt, statens rolle, modernisering og nationens opståen har fortsat betydning for forståelse af nutidige samfund og globale processer.

Bemærkninger om anvendelse i eksamen

Fokuser på de tre centrale temaer: forholdet mellem historie og sociologi, historisk sociologis tredelte emnefelt, og historiografiske faser/debatter.
Vær parat til at diskutere eksempler fra Bloch, Braudel, Thompson, Moore, Tilly, Skocpol, Wallerstein, Mann og Giddens samt til at forklare deres bidrag og kritikpunkter.
Vær i stand til at redegøre for kildepraksis og metode, og hvordan moderne historisk sociologi bruger både primære og sekundære kilder til at opnå gyldighed og holdbare teorier.