Digital Billeddannelse i Odontologi
Principper for digital billeddannelse
Billeddannelsen i odontologien baseres på røntgenstrålernes svækkelse gennem væv af forskellig tæthed og tykkelse. En præmolar svækker eksempelvis strålerne mindre end en molar. Mængden af energi, der når billedmodtageren, bestemmer det endelige billedes nuancer. Tidligere anvendte man analog film med sølvbromid, men i dag dominerer de digitale systemer, herunder sensorer og fosforplader.
Digitale receptortyper: Sensorer og fosforplader
Der findes to primære digitale systemer. Det første benytter sensorer med silicium-pixels, enten som CCD (Charge-Coupled Device) eller CMOS (Complementary Metal-Oxide Semiconductor). Ved eksponering rammer strålerne et fluorescerende scintillating layer, som udsender lys, der frigiver elektroner i siliciummet. Det andet system er fosforplader bestående af barium fluorhalid fosfor. Her lagres energien som et latent billede, der efterfølgende aflæses i en laserscanner, hvor de ioniserede atomer fluorescerer svarende til den modtagne energi.
Pixel, opløsning og bit-dybde
Billedets kvalitet bestemmes af opløsningen, som er antallet af pixels pr. arealenhed. En pixel er den mindste del af et 2D-billede og repræsenterer en 3D voxel (volume-element). Bit-dybden definerer antallet af gråtoner per pixel. Ved 8 bits fås gråtoner, mens 12 bits giver toner. Selvom 8 bits ofte er tilstrækkeligt til cariesdiagnostik, foretrækkes 12 bits til endodontiske behandlinger for bedre kontrast og informationsudnyttelse. Skalaen går fra (sort) til (hvid) ved 12 bits.
Billedmanipulation og kvalitetssikring
Digital røntgen giver mulighed for efterbehandling af billedet gennem manipulation af kontrast, lysstyrke og gamma-funktioner. Optisk densitet (OD) beskriver, hvor meget lys et materiale absorberer, og beregnes som:
OD = \n\log\left(\frac{\text{indkomne lysintensitet}}{\text{transmitteret lysintensitet}}\right)
En god optagelse vurderes på motiv, projektion (ortoradial), optisk densitet, kontrast, skarphed og fravær af artefakter. Det er vigtigt at bemærke, at manipulation ændrer på visningen af gråtonerne, men ikke ændrer på det oprindelige rådata-billede.
Kliniske fordele, ulemper og artefakter
Fordelene ved digitale systemer inkluderer miljøvenlighed uden kemikalier, hurtigere arbejdsgange, dosisbesparelse og nemmere deling af journaldata. Ulemperne ved sensorer er deres tykkelse, ledninger og et mindre aktivt billedfelt på grund af en ikke-strålefølsom periferi på ca. . Fosforplader er mere fleksible, men sårbare over for ridser, fugt og lys. Tekniske fejl inkluderer blooming-fænomen (døde pixels), chipskader (stationære fejl på sensoren) og bevægelsesuskarphed, hvis patienten eller tubus flytter sig under eksponering.