Oral Radiologi og Kæbeledsdiagnostik

Radiologiske Undersøgelsesmetoder af TMJ

Radiologiske undersøgelser af kæbeleddet (TMJ) inkluderer Panorama, CT, Cone Beam scanning (CBCT) og MRI til visualisering af bløddele. Specialiserede metoder omfatter Arthrograpfi (MRI med kontrast) og kirurgisk Atroskopi. Panorama-udstyr kan begrænses til TMJ-feltet eller anvendes til funktionsoptagelser.

Panorama og Tomografiske Principper

Ved panorama-optagelser danner skarphedsplanet en hesteskoformet figur for at dække kæberne, modsat traditionel tomografi hvor snittet er en skive. Et kileformet strålebundt resulterer i en vertikal og horisontal forstørrelse på ca. $30\%$. En typisk optagelse tager ca. $15\text{ s}$, og stråledosis svarer til ca. $4$ intraorale optagelser. Placering i skarphedsplanet er mest kritisk fortil, hvor planet er smallest.

Cone Beam Computed Tomography (CBCT)

CBCT benytter et kegleformet strålebundt og en CCD-sensor til at scanne patienten. Til forskel fra almindelig digital røntgen, der omdanner en $3\text{D voxel}$ i patienten til en $2\text{D pixel}$ (et summationsbillede), bevarer CBCT data som en $3\text{D voxel}$. Dette muliggør billedbehandling og rekonstruktioner i tre planer: Koronale (frontale/vertikale), Axiale (horisontale) og Sagittale plan.

Kæbeleddets Anatomi og Funktion

Kæbeleddet består af Caput mandibulae (ledhovedet), Discus articularis (bruskskive), Fossa mandibularis (ledskålen), Tuberculum articulare os temporale og den ydre øregang. Ledskiven (discus) er bikonkav, med en tykkelse på $1\text{-}2\text{ mm}$ centralt og $3\text{-}4\text{ mm}$ perifert. Den deler ledhulen i et øvre og nedre ledkammer fyldt med ledvæske, beskytter mod stød og muliggør bevægelse.

Patologiske Tilstande i Kæbeleddet

Patologiske tilstande inkluderer TMD (dysfunktion grundet displacering eller subluxation af discus), Osteoarthritis (slidgigt) og Rheumatoid arthritis (autoimmun leddegigt). Andre tilstande omfatter Ankylose, Frakturer og Tumorer, såsom Osteochondrom (benign tumor fra bruskvæv). Osteofytter betegner patologisk knoglevækst på Processus condylaris, ofte som reaktion på artrotiske forandringer.

Infektioner i Sinus Maxillaris

Infektioner i Sinus maxillaris opdeles i non-odontogene, såsom rhinitis (kæbehulebetændelse), og odontogene infektioner. Odontogene årsager tæller periapikale, residuale (ved Radix relictae), perikoronale og parodontale infektioner samt Osteomyelitis. Undersøgelser foretages via intraorale optagelser, Panorama eller CBCT.

Periapikale Forandringer og Osteomyelitis

Parodontitis apicalis acuta kendetegnes ved en udvidet parodontalspalte og diffus demineralisering. Den kroniske form (Parodontitis apicalis chronica) udviser brudt lamina dura og knogledestruktion, som kan være afgrænset eller diffus, med eller uden sklerosering. Osteomyelitis kan optræde i rareficerende, skleroserende, diffuse eller fokale former. En endelig diagnose kræver korrelation med det kliniske billede.

Sygdomme i Spytkirtlerne

Sialolithiasis er en betegnelse for spytsten i spytkirtlerne, hvilket udgør en central del af de radiologiske fund i spytkirtlerne.