Notes on Danish History and Greek History

Grækenland

Forenende faktorer for grækerne:

• Fælles guder: Grækerne delte en række guder, selvom deres tilbedelse kunne variere fra bystat til bystat.

• Fælles mytologi: Historier om guder og helte, som Iliaden og Odysseen, var fælles referencepunkter.

• Olympiske lege: Afholdt hvert fjerde år i Olympia, var legene en vigtig fælles begivenhed. Kun mænd deltog og var tilskuere. Vinderne blev hyldet og modtaget som helte i deres hjembyer, evt. bespist på bystatens regning resten af deres liv eller præmieret på anden måde. Atleterne var professionelle og kunne deltage og vinde præmier i andre idrætslege.

• Fælles sprog: Græsk adskilte dem fra "barbarerne" (fremmede). Ordet "barbar" kommer af lyden "bar-bar-bar…" som grækerne tillagde de fremmedes tale.

Hvorfor intet samlet græsk rige?

• Konkurrerende småstater: I overensstemmelse med den græske forestillingsverden (Illiaden og Odysseen) og aristokratisk-heroiske idealer.

• Natur: Det bjergrige og ørige Grækenland var af naturen opdelt i mindre områder, og forbindelsesvejene over land var hyppigt temmelig ufremkommelige. Derfor var de fleste bystater orienteret mod havet, snarere end indad mod fastlandet.

• Ekspansion over havet: Befolkningstilvækst og ressourcemangel gjorde det mere nærliggende at ekspandere over havet end at underlægge sig overbefolkede nabo-bystater. Græske bystater oprettedes overalt i Middelhavsområdet.

Det athenske demokrati

• Økonomisk udvikling: Blomstrende handel mellem bystaterne på det græske fastland og de græske kolonier, hvilket medførte arbejdsdeling. Athen importerede fødevarer og slaver og eksporterede værditunge varer som vin og olivenolie.

• Håndværksproduktion: Athen havde en blomstrende produktion af lerkrukker, vaser m.v. — datidens uundværlige emballage, drikkekrus, kunstgenstande, offergaver, konkurrencepræmler m.m.

• Sølvforekomster: Athen kunne fremstille sølvmønter og drage fordel af det pengeøkonomiske fremskridt, der var sket i Lilleasien i 600-tallet f.Kr.

• Mønters værdi: Mønter garanteredes af en herskers eller en bystats stempel og kunne fremstilles med forskellig metalvægt og dermed værdi.

• Ædelmetaller: Guld og sølv er efterspurgte, fordi de kan bruges som værdifaste byttemidler. Ædelmetallernes udstråling har tidligt fascineret menneskene, og genstande af ædelmetal er derfor blevet det mest dyrebare, man kunne ofre til guderne, tage med sig i graven eller bruge til at demonstrere sin rigdom og overklasseplacering med. Ædelmetallerne kunne altså bruges som opsparingsmidler til at klare alle eventualiteter for slægten i nutid og fremtid, og dermed var værdifastheden sikret.

• Udfordringer ved byttehandel før mønter: Vanskeligt at handle hvis man havde en okse og ville have et redskab. Korn var en tidlig værdimåler og byttemiddel, men havde begrænset holdbarhed og fyldte meget i forhold til værdien.

Social uro i Athen:

• Økonomisk omstilling: Fra selvforsyningslandbrug med korn til eksportøkonomi med oliven og vin. Import af billigt korn fra bl.a. Sortehavet udkonkurrerede kornproducenterne.

• Gældsslaveri: Fattigere landbrugere måtte stifte gæld for at omlægge produktionen, men var sårbare, da vin og oliven først gav udbytte efter flere år.

Demokratiets opståen (demokrateia: folkestyre):

• Politisk system: Alle borgere kunne møde op i folkeforsamlingen og være med til at bestemme bystatens anliggender. Enhver borger kunne ved lodtrækning blive udpeget til embedsmand, dommer eller medlem af rådet der forberedte folkeforsamlingens arbejde eller det forretningsudvalg, som styrede rådets arbejde.

Forklaringer på demokratiets opståen:

• Social uro: Et forsøg på at dæmme op for udbredt social uro som følge af de økonomiske forandringer.

• Militære behov: Athen havde opbygget en stærk flåde til beskyttelse af handelsskibe, hvor roerne rekrutteredes fra den fattigste del af befolkningen.

• Splittet overklasse: Hoplitter og roere blev ved flere lejligheder udslagsgivende alliancepartnere i kampen om magten.

Begrænsninger i det athenske demokrati:

• Borgerret: Kun athenske mænd over 18 år havde borgerret.

• Udelukkede grupper: Kvinder, metoiker (fremmede uden borgerret) og slaver var udelukket.

• Befolkningsfordeling i 400-tallets Athen: Ca. 40.000 mænd med borgerret, ca. 135.000 familiemedlemmer, ca. 25.000 metoiker og ca. 100.000 slaver.

• Slaveriets udbredelse: Slaver var en handelsvare, erobret i krig, børn af slaver, udsatte børn, gældsslaver og straffeslaver.

Konsekvenser af demokratiet

• Arbejdsdeling: Kvinder, børn, slaver og metoiker gjorde arbejdet, mens de mandlige borgere helligede sig det politiske liv, idrætslege, religiøse ceremonier og fester, filosofien og kunsten, militærtræningen og krigene.

Fordele ved det demokratiske system (ifølge fortalerne):

• Ansvarlighed: Mennesket ville føle sig mere ansvarlig over for sin bystat (polis), jo mere det fik mulighed for at deltage aktivt i den politiske proces.

• Undgåelse af magtmisbrug: Lodtrækning og hyppig udskiftning ville undgå magtkoncentration og magtmisbrug.

Kritik af demokratiet (ifølge kritikerne):

• Manglende forstand: Almindelige mennesker havde ikke tilstrækkelig forstand på politik.

• Egeninteresser: Folk var tilbøjelige til at lade egne interesser gå forud for statens.

• Uoverskuelig forsamling: Folkeforsamlingen var for stor og uhåndterlig.

• Demagogi: Forsamlingen ville være et let bytte for veltalende demagoger (folkeforførere).

Det spartanske samfundssystem

• Krigersamfund: En krigerisk indvandrerstamme havde etableret sig som herskerklasse og undertrykte den oprindelige befolkning (heloterne).

Spartas samfundsgrupper:

• Spartanere: Herskerklassen med borgerret og rettigheder.

• Perioikerne: Svarede til metoikerne i Athen.

• Heloterne: En slags statsslaver, bundet til jorden og skulle dyrke den for spartanerne og aflevere produktionsresultatet. Der var formelt krigstilstand mellem spartanere og heloter.

Sparta som kasernestat:

• Militæruddannelse: Spartanske borgere var først og fremmest soldater og brugte det meste af deres liv på militæruddannelse og militærøvelse.

• Opdragelse: Fra syvårsalderen flyttede drenge på kaserne og boede der indtil de var 30. Her lærte de om spartanske dyder og idealer: tapperhed, nøjsomhed, udholdenhed m.m.

• Spartansk livsstil: Ordet "spartansk" er en del af det fælles-europæiske sproglige arvegods og betyder at afvise enhver form for luksus. At svare lakonisk er at svare kort og skarpt uden overflødige sproglige dikkedarer (Lakonien var navnet på det område, Sparta lå i).

• Militær magt: Sparta skabte en frygtindgydende hær, som kunne true nabobystaterne til at deltage i en spartansk-ledet alliance: Det peloponnesiske Forbund.

• Konservatisme: Historien syntes at være sat i stå, og de ældste personer i rige familier sad på magten og sikrede, at alt forblev som det altid havde været.

• Modsætning til Athen: Det spartanske system var i afgørende modsætning til Athen.

Fra Perserkrige til makedonsk erobring

• Perserkrigene: Grækerne (Athen og Sparta) var mere magtfulde end perserne troede, og de kunne mobilisere sammenhold og heroiske krigsdyder.

• Interne modsætninger: Efter sejren over perserne blev interne modsætninger dominerende.

• Bipolært system: Athen mod Sparta, hvor de øvrige græske stater blev tvunget til at involvere sig på én af siderne.

• Det deliske Søforbund: Athen samlede en stor mængde bystater i Det deliske Søforbund under sin ledelse, men forbundet udviklede sig mere som et imperium, og Athen brugte fællesmidlerne til egne interesser.

• Det peloponnesiske Forbund: Sparta udbyggede Det peloponnesiske Forbund.

• Konflikter: Modstridende interesser og politiske/kulturelle systemer førte til konflikter.

Det danske demokrati

Baggrund

• Napoleonskrigene: Efter Napoleons nederlag i 1815 fik de konservative kræfter vind i sejlene. Fyrster, der var flygtet under Den Franske Revolution, vendte tilbage og forsøgte at tilbagespole tiden, dog uden fuldt held.

• Økonomisk udvikling: Borgerskabet af handelsmænd og fabrikanter voksede i antal og velstand, mens gejstligheden og adelen svækkedes.

• Liberalisme: Borgerskabet støttede liberalismen, der fremhævede individets styrke og vigtigheden af minimal statslig regulering af økonomien samt sikring af individets frihed.

• Politiske krav: Liberale kræfter kræ. bvede frie forfatninger med folkevalgte parlamenter og respekt for ejendomsret samt rettigheder som religions-, forenings-, forsamlings- og ytringsfrihed.

Den danske enevældes sidste år

• Økonomisk krise: Befolkningen var optaget af at klare sig under den økonomiske krise fra 1818 til ca. 1830.

• Frederik 6.: (1808-1839) Styret havde mistet dynamik efter statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge, og var mest optaget af administration.

• Trykkefrihed: Formel trykkefrihed var blevet indskrænket siden 1799, hvilket begrænsede den politiske debat i 1820'erne.

• Stænderforsamlinger: I 1834 indførte enevælden fire rådgivende stænderforsamlinger (to for Kongeriget, en for Slesvig og en for Holsten), men deres magt var begrænset.

• Nationalliberal bevægelse: En oppositionsbevægelse opstod i Kongeriget med krav om en fri forfatning og liberale reformer.

• Trykkefrihed: De nationalliberale pressede på for at udvide trykkefriheden og skabte en del politisk debat.

• Christian 8.: Efter Frederik 6.'s død i 1839 overtog Christian 8. tronen, men var afvisende over for en fri forfatning.

• Nationalt spørgsmål: Det nationale spørgsmål gav de nationalliberale folkelig tilslutning.

• Bondevennerne: Orla Lehmann overbeviste bondebefolkningen om, at en fri forfatning var nødvendig for sociale og økonomiske reformer. Selskabet Bondevennerne blev dannet i 1846, hvilket skabte en stærk politisk alliance.

• Frederik 7.: I januar 1848 døde Christian 8., og opmærksomheden rettedes mod Frederik 7.

Marts revolution og fri forfatning

• Revolution i Frankrig: I februar 1848 udbrød der revolution i Frankrig, hvilket spredte sig til de tyske stater og Slesvig-Holsten.

• Slesvig-Holsten: Slesvig-holstenske nationalister krævede en fri forfatning for et udelt Slesvig-Holsten og optagelse i Det Tyske Forbund.

• Nationalliberal aktion: De nationalliberale under Orla Lehmann krævede, at kongen afskedigede det gamle statsråd og udnævnte et ministerium, der kunne modsætte sig de slesvig-holstenske krav og indføre en fri forfatning.

• Frederik 7.'s imødekommenhed: Kongen afskedigede det gamle statsråd og udnævnte en ny regering.

• Konstitutionelt monarki: På det første ministermøde den 22. marts 1848 meddelte kongen, at han betragtede sig selv som ansvarsfri, og at ministeriet skulle bære det politiske ansvar.

• Treårskrigen: Ministeriets opgaver var at nedkæmpe det slesvig-holstenske oprør (Treårskrigen 1848-50) og udarbejde en grundlov.

• Grundlovgivende forsamling: Den 5. oktober 1848 blev der valgt en grundlovgivende forsamling med bred valgret (alle mænd over 30). Dog skulle man have egen husstand, hvis man var ansat i en andens tjeneste.

• D.G. Monrad: Fremførte synspunkt på valgretten: "…når talen var om sammenkaldelsen af en rigsforsamling, da var det ikke for at få en vis intelligens repræsenteret, men for at få en repræsentation for den hele folkelige kraft, thi det var af selve folkets inderste, at forfatningen skulle udgå. Det blev da således ikke erfarne mænd, men repræsentanter for hele folket, man skulle søge at vælge."

• Konservativ manøvre: Kongen udnævnte en fjerdedel af medlemmerne af forsamlingen, hvilket gjorde den konservative gruppering størst.

• Almindelig værnepligt: I februar 1849 blev der indført almindelig værnepligt.

• 5. juni Grundlov: Frederik 7. underskrev Danmarks første grundlov med almindelig valgret til begge Rigsdagens kamre.

Grundloven af 1849

• Magtdeling: Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt skulle være adskilt for at afbalancere og kontrollere hinanden.

• Rigsdagen: Var magtens centrum med lovgivende og skattebevilgende magt. Skulle hvert år vedtage en finanslov.

• Kongen: Havde den udøvende magt, men i praksis lå den hos regeringen. Kongens underskrift skulle kontrasigneres af en minister. Kongen var ansvarsfri.

• Domstolene: Havde den dømmende magt, og dommere kunne ikke afskediges.

• Borgerlige rettigheder: Forfatningen indeholdt de borgerlige og politiske rettigheder, som de liberale havde krævet.

Demokratiets begrænsninger

• Indskrænket valgret: Kun ca. 14 procent af befolkningen havde stemmeret.

• Landstinget: Der var almindelig valgret, men man skulle være mindst 40 år og have en pæn indtægt for at kunne vælges. Landstinget blev en konservativ garanti.

• Borgerskabets dominans: Det velhavende borgerskab af embedsmænd, grosserere og store håndværksmestre dominerede.

• Orla Lehmann: Meningen med det demokratiske system var, at magten skulle ligge hos de formuende, velbegavede og dannede.

Demokratiet indskrænkes

• 1864: Preussen og Østrig invaderede Danmark og fratog det hertugdømmerne Holsten og Slesvig.

• Højre kræver forfatningsændring: Højre rejste krav om en forfatningsændring, der ville stille regeringen stærkere og indskrænke den almindelige valgret til Landstinget.

• Venstre bevarer valgret: Små og store bønder samarbejdede.

• 1866-grundloven: Folketingsvælgerne kunne vælge 27 af Landstingets 66 pladser ved indirekte valg. Et lille mindretal af store skatteydere i byerne og ca. 1.100 store jordejere på landet kunne stemme til de næste 27. De sidste 12 pladser skulle udpeges af kongen for livstid. Godsejerne stod meget stærkt i Landstinget, mens bonderepræsentanterne dominerede Folketinget.

Det Forenede Venstre og kravet om parlamentarisme

• Regering af godsejere og nationalliberale: Regeringsforhandlingerne i 1870 mundede ud i en regering af godsejere og nationalliberale.

• Det Forenede Venstre: De tre venstregrupper i Folketinget gik sammen i et fælles parti.

• Krav om parlamentarisme: Regeringerne skulle dannes i overensstemmelse med parlamentarismen: Kongen skulle udnævne et ministerium, som et flertal i Folketinget havde tillid til.

• Folketingets indflydelse: Finanslovsforslaget skulle først forelægges og behandles i Folketinget. Folketinget havde større demokratisk legitimitet end Landstinget..

• Højres modstand: Godsejerne og de nationalliberale (Højre) mente, at Venstres krav var i modstrid med Grundloven.

Provisorisk Bestemmelse

• Estrup (konseilspræsident): Anvendte provisoriske finanslove uden om Folketinget fra 1885.

• Venstremodstand: Venstre nægtede at godkende finansloven og samarbejde; de ønskede demokrati og valgret.

• Gendarmeri: Estrup oprettede et gendarmerikorps til at opretholde ro og orden.

• Retsforfølgelse: Venstrepolitikere blev retsforfulgt for kritiske udtalelser.

• Statskup: Estrups anvendelse af provisoriske love var en form for statskup, men juridisk stod modstanderne svagt.

Systemskiftet 1901

• Forlig: I 1894 vendte regeringen tilbage til demokratiets grund. Estrup trådte tilbage, de civile provisoriske love blev ophævet, og en ordinær finanslov blev vedtaget.

• Venstreregering: Ved valget i 1901 vandt Venstre og Socialdemokratiet en jordskredssejr. En venstreregering under J.H. Deuntzer kom til magten.

• Parlamentarisme: Kongen rettede sig herefter efter princippet om parlamentarisme.

• Sociale ændringer: Store sociale og økonomiske omdannelser af det danske samfund.

• Nye skillelinjer: Kløften mellem byernes borgerskab og landmændene blev mindre dyb. Nye skillelinjer opstod mellem landarbejderne/byarbejderne og de velstillede.

Toblokssystemet

• Højre og Venstre: Frem til 1901 kæmpede Højre og Venstre om magten.

• Toblokssystem: Efter systemskiftet opstod et toblokssystem.

• Det Konservative Folkeparti: Højre skiftede navn og accepterede valgret og parlamentarisme.

• Det Radikale Venstre: Venstre flyttede over på samme side som Højre, efter at dets venstrefløj dannede deres eget parti.

Genforeningen i 1920

• Christian 10.: Afskedigede regeringen i 1920, skønt Folketinget ikke havde udtrykt mistillid, og udnævnte en ny regering, der skulle udskrive valg.

• Påskekrisen: Nationalisterne håbede på at få Flensborg tilbage, men befolkningen gjorde opstandelse, og Socialdemokratiet truede med generalstrejke.

• Parlamentarisme: Regeringsdannelsen foregik efter parlamentarismens regler.

1930'erne - truslen fra yderfløjene

• Økonomisk krise: Den økonomiske verdenskrise ramte Danmark fra 1930-31.

• Kommunister: Danmarks Kommunistiske Parti vandt indpas blandt industriarbejdere og arbejdsløse, men blev betragtet som unationalt.

• Nazister: Nazisterne angreb det parlamentariske demokrati, men havde det samme problem som kommunisterne.

• Landbrugernes Sammenslutning: Angreb det parlamentariske demokrati.

• Kanslergadeforliget i 1933: Bekæmpede de totalitære strømninger.

Besættelsen 1940-45

• Højgaard-kredsen: Foreslog kongen, at politikerne skulle sættes fra bestillingen og en regering af fagfolk skulle dannes.

• Rigsdagen: Fastslog, at parlamentarismen var en central del af styreformen.

Grundloven 1953

• Styrket demokrati: Besættelsen styrkede befolkningens opslutning om demokratiet.

• Landstinget afskaffet: Parlamentarismen blev endelig fastslået i Grundloven.

• Valgretsalderen: Nedsat til 23 år.

• Folkeafstemninger: Åbnet mulighed for flere folkeafstemninger.

• Folketingets Ombudsmand: Sikre, at statsadministrationen fungerede i overensstemmelse med lovgivningen.

Det danske demokrati i nutiden

• Faresignaler: En undersøgelse i 2003 konkluderede, at der var faresignaler i udviklingen, og at vores politiske valg bestemmer demokratiets fremtid.