Jura kapitel 3 afsnit 4

Afsnit 4 – Mellemmænd

Det skyldes, at mellemmænd ikke kun står for aftaleindgåelse, men også for bredere kendskabsskabende foranstaltninger og markedsføringstiltag.

I denne fremstilling vil vi beskæftige os med følgende mellemmandsformer:

·        Fuldmægtige

·       Kommissionærer

·       Handelsagenter

·       Mæglere

·       Bude.

Uanset hvilken form der er tale om, er problemstillingen altid „trekantet":

Det ydre forhold er det, der er tættest reguleret i lovgivningen, som fx i aftalelovens kapitel 2. Det indre forhold er mere sparsomt reguleret for fuldmægtige, men kommissionsloven og andelsagentloven er forholdsvis detaljerede.

4.1 – Fuldmægtige

En fuldmagt er en aftale mellem to parter, nemlig fuldmagtsgiver og fuldmægtigen. Fuldmagtsgiver er den part der giver en anden person (fuldmægtigen) tilladelse til at indgå aftaler på sine vegne. Fuldmægtigen er den hyppigst forekommende mellemmand.

En fuldmægtig er dermed en person, der kan handle på en anden persons vegne og forpligte denne. Definitionen fremgår af AFTL § 10, stk. 1:

„Den, som har givet en anden fuldmagt til at foretage en retshandel, bliver umiddelbart berettiget og forpligtet over for tredjemand ved retshandler, som fuldmægtigen foretager i fuldmagtsgiverens navn og inden for fuldmagtens grænser".

Fuldmægtigen handler således i hovedmandens navn og for dennes regning.

Der findes overordnet to typer af fuldmagt: med eller uden særlig tilværelse.

Forskellen på de to typer er, i hvilket omfang fuldmagtsgiver bliver bundet af fuldmægtigens handlinger samt hvorvidt omverdenen kender til fuldmagtens indhold. På baggrund af sidstnævnte kaldes de to former for fuldmagt også populært: fuldmagt med eller uden særlige kendetegn.

4.1.1 – Generelt om fuldmagt

Fuldmagtens grænser er det, som set udefra danner grænsen for, hvad fuldmægtigen kan gøre på fuldmagtsgivers vegne. En tøjekspedient har fx fuldmagt til at sælge tøj.

Ud over fuldmagten kan der være etableret en såkaldt bemyndigelse.

Den er snævrere end fuldmagten og er kun kendt internt i forholdet mellem fuldmagtsgiver og fuldmægtig. Det vil sige, at det er en intern aftale mellem fuldmagtsgiver og fuldmægtigen. Det kan fx være tilfælde, hvor tøjekspedienten har fået at vide, at hun kun må være i dametøjsafdelingen og skal overlade de dyre jakkesæt til ældre ekspedienter.

Når ekspedienten sælger en damekjole til den på prisskiltet angivne pris, handler hun inden for A, dvs. inden for fuldmagten og inden for bemyndigelsen. Ejeren af butikken er forpligtet til at honorere aftalen.

Hvis ekspedienten sælger et herrejakkesæt, har hun handlet uden for sin bemyndigelse, da ejeren har sagt, at hun ikke må sælge jakkesæt. Hun har dog stadig handlet inden for fuldmagten grænser, da tøjekspedienter normalt godt må sælge jakkesæt.

Spørgsmålet er nu: Kan ejeren af butikken nægte at udlevere jakkesættet til kunden? Svaret finder vi i §11:

„Har fuldmægtigen … handlet i strid med fuldmagtgiverens forskrifter, er retshandlen ikke bindende for denne, såfremt tredjemand indså eller burde indse, at fuldmægtigen således overskred sin beføjelse".

Spørgsmålet er altså, om køberen af jakkesættet er i „god tro" eller i „ond tro" (indså eller burde indse, at fuldmægtigen handlede i strid med chefens forskrifter). Som eksemplet er fremstillet, er der ingen tvivl om, at køber er i god tro. Ejeren kan derfor ikke nægte at udlevere jakkesættet til køberen.

Som sidste illustration kan man forestille sig, at en sælger af emballage kommer ind i butikken. Hvis ekspedienten køber 150 ruller indpakningspapir, har hun handlet uden for fuldmagtens grænser. Dermed bliver ejeren af butikken ikke bundet. Sælgeren af indpakningspapir kan ikke kræve noget af ejeren. Har ekspedienten derimod ladet forstå, at hun var berettiget til at foretage indkøb, kan hun ifalde erstatningsansvar over for papirsælgeren, jf. AFTL § 25, dog kun hvis sælgeren ikke vidste eller burde vide, at ekspedienten ikke havde fuldmagt til at indgå aftalen.

§ 25 gør „fuldmægtigen" objektivt ansvarlig for, at fuldmagten overhovedet eksisterer. Gør den ikke det, har vedkommende erstatningsansvar over for tredjemand. Det er fuldmægtigen, der har bevisbyrden for, at der foreligger en fuldmagt, og at hun har handlet inden for dens grænser. Der er ikke erstatningsansvar, hvis tredjemand var i ond tro.

Det er diskuteret, i hvilket omfang en ansat kan ifalde ansvar efter § 25. Det er naturligt at lægge risikoen for fuldmagtsoverskridelse hos den ansatte, da hun er den nærmeste til at kende til det bagvedliggende forhold.

Omvendt vil man nok gå langt for at beskytte en arbejdstager mod store erstatningskrav fra tredjemand.

4.1.2 – Fuldmagt med særlig tilværelse

Som nævnt er der to former for fuldmagt: dem der, grundet deres særlige kendetegn, er kendt af omverdenen, og dem der ikke er. I det følgende vil fuldmagt med særlig tilværelse blive gennemgået, herunder hvordan en sådan fuldmagt bliver stiftet og ophører.

AFTL § 10, stk. 2 beskriver den første form for fuldmagt med særlig tilværelse, nemlig stillingsfuldmagten. Dette er den mest almindelige form for fuldmagt. Det er en fuldmagt der følger med en ansættelse, fx en ansat i en dagligvarebutiks fuldmagt til at indgå aftaler med handlende

Fuldmagten stiftes, ved at fuldmagtsgiver og fuldmægtig aftaler, at den fuldmægtige skal indtage en stilling, og han rent faktisk gør det. Når fuldmægtigen fjernes fra jobbet, er fuldmagten fjernet samtidig. Det kræves, at han rent fysisk er væk fra sin arbejdsplads. Hvis den afskedigede medarbejder bliver på sit kontor, kan han indgå en bindende aftale, til trods for at han ikke længere er ansat.

Der findes få lovregulerede former for fuldmagt, der minder om stillingsfuldmagt, som fx prokurist i lov om erhvervsdrivende virksomheder.

Der findes også bestemmelser i selskabsretten om tegningsret. Sådanne særlige regler gælder ved siden af stillingsfuldmagten.

Den anden form for fuldmagt med særlig tilværelse beskrives i § 13.

Således kan en fuldmagt stiftes ved særskilt erklæring til tredjemand, dvs. fuldmagtsgiver gør tredjemand opmærksom på fuldmagten. Det skaber sjældent problemer, da fuldmagtsgiver ved sin henvendelse til tredjemand har elimineret de fleste problemer, der måtte opstå. Fuldmagten ophører, ved at fuldmagtsgiver orienterer tredjemand om ophøret. Tilbagekaldelsen får effekt, når den er kommet frem til tredjemand.

Derudover findes der offentlig bekendtgjort fuldmagt jf. § 14. Her er fuldmagten gjort offentligt kendt fx gennem et opslag i en ugeavis eller en rundskrivelse.30 Her er offentliggørelsen bred, hvor den i § 13 er rettet til én specifik person. Fuldmagten tilbagekaldes, på samme måde

som den stiftes.

Den næste form for fuldmagt med særlig tilværelse er forevisingsfuldmagt jf. § 16. Dette er en skriftlig fuldmagt, udarbejdet af fuldmagtsgiver og overgivet til fuldmægtigen. Fuldmægtigen kan herefter fremvise forevisningsfuldmagten som dokumentation for fuldmagtens eksistens overfor tredjemand. Dette benytter man fx når man skal afhente en pakke for en anden på udleveringsstedet. Vil man tilbagekalde fuldmagten, skal dokumentationen tages tilbage eller tilintetgøres.

Endelig findes den såkaldte adfærdsfuldmagt, jf. § 10, stk. 1. Det er en opsamlingsbestemmelse, og man skal derfor først undersøge, om fuldmagten kan henføres til en af de andre bestemmelser. Adfærdsfuldmagten opstår, ved at fuldmagtsgiver gennem sin adfærd eller passivitet skaber en legitimation for fuldmægtigen. Det er typisk også på denne måde, at en stillingsfuldmagt udvides. Pointen er, at hvis en tredjemand pga. hovedmandens handlinger må tro, at fuldmægtigen har en fuldmagt, så har denne en fuldmagt.

Har fuldmagtsgiver grund til at tro, at fuldmægtigen, til trods for at fuldmagten er ophørt, uanset hvordan den er stiftet, vil foretage en retshandel over for en bestemt tredjemand, skal fuldmagtsgiver give meddelelse til den pågældende tredjemand. Gør han ikke det, risikerer han at blive bundet, hvis tredjemand er i god tro.

4.1.3 – Fuldmagt uden særlig tilværelse

Eksemplerne ovenfor vedrører fuldmagt med særlig tilværelse. Som nævnt findes fuldmagt også i en variation uden særlig tilværelse, en såkaldt § 18-fuldmagt, opkaldt efter den paragraf, der indeholder definitionen.

En sådan fuldmagt er kendetegnet ved, at den er opstået på en erklæring fra fuldmagtsgiver til fuldmægtig. Der er ingen formkrav til denne form for fuldmagt. Den stiftes oftest mundtligt („Henter du lige en kasse øl? Jeg skal nok betale."), men kan også være skriftlig. Det er dermed den mest simple form for fuldmagt. Tredjemand har kun fuldmægtigens ord for, at fuldmagten rent faktisk består. I en sådan situation er bemyndigelsen lig med fuldmagtens grænser. Det er derfor irrelevant at diskutere bemyndigelse. Enten handler fuldmægtigen inden for fuldmagten, og aftalen er dermed gyldig og bindende, eller han handler udenfor, og aftalen er dermed ugyldig, jf. § 11, stk. 2. Det gælder uanset tredjemands eventuelle gode tro. Den store usikkerhed for tredjemand kunne lede til at tro, at denne form for fuldmagt ikke bliver anvendt.

Der findes da også kun ganske få domme i nyere tid om § 18-fuldmagter. Man må dog formode, at de anvendes meget i dagligdagen på trods af de manglende domme på området.

En § 18-fuldmagt kan godt være skriftlig. Den skriftlige besked fra hovedmand til fuldmægtig kan endda være kommet til tredjemands kundskab, uden at det ændrer på det faktum, at det er en § 18-fuldmagt. Hovedsagen er, at meddelelsen kun er tiltænkt den fuldmægtige. Er den beregnet til at blive fremvist, er der tale om en forevisningsfuldmagt og dermed en fuldmagt med særlig tilværelse.

Hvor langt rækker en fuldmagt og bemyndigelse? I eksemplet med tøj ekspedienten er det ret enkelt. I den virkelige verden kan det være svært at sætte fuldmagtens grænser. Må hun fx give et par strømper gratis til en kunde? Må hun give 10% rabat til en kunde, der køber for kr. 2.500? 25%? Fuldmagtens grænser er heller ikke faste. Hvis hun køber papir som i eksemplet, og ejeren af butikken ikke indvender noget imod dette, kan fuldmagten blive udvidet til også at omfatte mindre køb, selv om dette ikke er udtrykkeligt vedtaget – dette kaldes tolerancefuldmagt.

4.2 – Kommissionærer

Kommissionsloven, lovbekendtgørelse nr. 332 af 31. marts 2014, (KMSL) regulerer forholdene for kommissionærer. I modsætning til aftalelovens bestemmelser om fuldmægtige indeholder kommissionsloven også regler om det indre forhold.

I loven er:

·       Kommittent = hovedmand

·       Kommissionær = mellemmand.

I kommission handler kommissionæren i eget navn, men for kommittentens regning. Kommissionæren har ret til provision af det solgte. I og med at kommissionæren handler i eget navn, er det ham, der er aftalepart og skal opfylde aftalen med tredjemand, som dermed ikke kan rette noget krav mod kommittenten.

Kommissionæren sælger altså varer, som han ikke ejer. I tilfælde af kommissionærens konkurs, er kommittenten separatist og kan få varerne udleveret. Som eksempel kan man nævne en person, der vil sælge en brugt bil gennem en forhandler.

Hvis han er kommittent, er det hans bil, indtil kommissionæren, altså forhandleren, har solgt den. Ejendomsrettens overgang følger de almindelige køberetlige regler, men varen bliver aldrig nogen sinde kommissionærens. De penge, som tredjemand betaler for varen, vil heller ikke tilhøre kommissionæren. Det kræver dog, at pengene holdes adskilt fra kommissionærens øvrige økonomi.

I et kommissionsforhold vil kommittenten have givet nogle retningslinjer til kommissionæren vedrørende salget af varen. Det kan fx være en mindstepris. Hvis kommissionæren overtræder denne „bemyndigelse", gælder det samme som ved fuldmagt, jf. KMSL § 54: Er tredjemand i god tro, vinder han ret over varen, selv om den er solgt for billigt. Til gengæld ifalder kommissionæren erstatningsansvar over for kommittenten, jf. § 17. Som udgangspunkt er kommittenten ikke direkte aftalepart i forholdet til tredjemand.

For at tredjemand skal få ret til godset, skal to betingelser være opfyldt:

·       Tredjemand skal være i god tro. Det vil sige, han må ikke vide eller burde vide, at kommissionæren handlede uden for aftalen med kommittenten.

·       Varen skal være i kommissionærens varetægt. Det er ikke, som det gælder i de ulovfæstede ekstinktionsregler, et krav, at varen er kommet tredjemand i hænde. De almindelige formueretlige regler gælder, således at hvis varen er species, er det nok, at der er indgået en aftale

4.3 – Handelsagenter

Handelsagenter er reguleret i handelsagentloven, lov nr. 272 af 2.5.1990 (HAGL). Efter lovens § 2 er en handelsagent33 „den, som for en anden (agenturgiveren) mod vederlag har påtaget sig for dennes regning selvstændigt og vedvarende at virke for salg eller køb af varen ved at indhente tilbud (ordre) til agenturgiveren eller ved i dennes navn at indgå aftale herom".

Hermed er parterne:

·       Hovedmand = agenturgiver

·       Mellemmand = handelsagent

Hvor en kommissionær handler i eget navn, handler agenten i hovedmandens navn. Dermed kan agenten ligne en fuldmægtig meget.

Forskellen er, at fuldmægtigen umiddelbart kan binde hovedmanden. En agent skal arbejde for at skabe forbindelse til en tredjemand, men kan ikke umiddelbart forpligte agenturgiver. Principielt skal agenturgiveren godkende alle aftaler, agenten indgår. Hvis agenturgiveren ønsker det, kan han ifølge § 16 give agenten en fuldmagt til at indgå aftaler på agenturgiverens vegne, og dermed vil agenten ligne en fuldmægtig.

Der er dog stadig væsentlige forskelle:

·       Agenten kan ikke modtage betaling for varerne, give henstand eller aftale afbetaling, medmindre han har fået særlig bemyndigelse til det.

·       Agenten kan ikke træffe afgørelser vedrørende handlen, fx tage stilling til en reklamation fra tredjemand.

For en tredjemand kan det være svært, til tider endog umuligt, at se forskel på en agent og en fuldmægtig. Derfor er agenturgiver forpligtet til, uden ugrundet ophold, at orientere tredjemand, hvis han ikke vil være bundet af agentens handling. Dermed kan agenturgiveren i vidt omfang blive bundet ved passivitet.

En handelsagent er typisk en person eller et firma, der repræsenterer flere forskellige produkter og selskaber. Derfor er det relevant at se på agentens pligter og rettigheder. Agenten skal først og fremmest agere loyalt. Det betyder, at han ikke kan repræsentere konkurrerende produkter på samme tid uden at få agenturgivernes accept. Handelsagentloven indeholder også en række for det meste præceptive bestemmelser om provision i §§ 8-15. Hovedreglen er, at agenten skal betales for de aftaler, han skaffer agenturgiveren. Bliver aftalen ikke til noget, skal agenten ikke have honorar, hvis det kan dokumenteres, at det ikke skyldes forhold hos agenturgiveren. I andre tilfælde skal agenten have betaling.

Bestemmelserne er usædvanligt detaljerede. Mest interessant er det, hvordan agenten skal honoreres for aftaler indgået med baggrund i sit arbejde, men efter han er ophørt som agent. Selv i disse tilfælde kan agenten have krav på provision, jf. § 10, stk. 1 og 2. Afgørende vil være, om aftalen „hovedsageligt" er bragt i stand gennem agentens arbejde.

Agenten kan ud over provision for de indgåede aftaler have krav på en godtgørelse, jf. HAGL §25 i forbindelse med sin fratræden, såfremt „(han) har skaffet… nye kunder eller en betydelig udvidelse af handlen med den bestående kundekreds", og betaling af en godtgørelse findes „rimelig". Generelt skal der ses på, om agenten har skaffet agenturgiveren en fremtidig økonomisk gevinst, som agenten ville have haft krav på provision af, hvis han var fortsat som agent. HAGL beskytter også handelsagenten ved regler om opsigelsesvarsler (§§ 22-24) og begrænsning af brug af konkurrenceklausuler (§ 30).

4.3.1 – Handelsrejsende

Handelsrejsende er behandlet i HAGL kapitel 3. En handelsrejsende er jf. §31 én, der som led i en ansættelse har påtaget sig at opsøge kunder. I modsætning til handelsagenten er den handelsrejsende en ansat hos hovedmanden. Den handelsrejsende må ikke sælge produkter for andre uden forudgående aftale, ligesom han ikke kan indgå bindende aftaler på vegne af agenturgiveren. Herved minder han om handelsagenten, idet han i modsætning til denne dog ikke har fast forretningssted.

4.4 – Mæglere

En mægler kan også kaldes en formidler. Mægleren skal formidle aftaler mellem to parter. Når han har bragt parterne sammen, og der er etableret en aftale, har han krav på en forud aftalt provision. Bliver aftalen ikke gennemført, har han kun krav på at få udgifterne dækket.

Varemæglere og skibsmæglere er to eksempler på denne type mæglere.

Hvor mæglere som udgangspunkt er uafhængige, repræsenterer ejendomsmæglere den ene part. Som repræsentant for sælger af fast ejendom er det mæglerens opgave at sikre den bedst mulige pris for sælgeren, jf. lov om ejendomsformidling §24, stk. 2. I det daglige er titlen „ejendomsmægler" derfor en misvisende titel. „Ejendomssælger" vil passe bedre med den reelle jobfunktion. I lov om formidling af fast ejendom bruges titlen „ejendomsformidler".35 Dog skal ejendomsformidleren, jf. lov om formidling af fast ejendom § 25, give alle relevante oplysninger til begge parter.

I modsætning til de andre mellemmandsforhold stiller man helt særlige kvalitative krav til denne type mellemmand. For at udøve ejendomsformidling skal man være advokat eller registreret ejendomsmægler, jf. lovens § 6.

4.5 – Bude

Der findes ingen særlig lov om selvstændige bude. Eventuelle konflikter må løses ud fra AFTL, idet fuldmagtsreglerne dog ikke finder anvendelse. Bude kan normalt ikke stifte eller ændre ret, men blot overbringe varer eller beskeder. I praksis vil bude ofte være kurérfirmaer. Hvis en besked bliver ændret af et bud, er det AFTL § 32, der regulerer situationen.

Buddet kan blive erstatningsansvarlig over for tredjemand, men kun hvis der er udvist betydelig uagtsomhed. Forvolder et bud skade på en vare, som han har i sin besiddelse, gælder de sædvanlige regler om risikoovergang fra købeloven. Hvis der er tale om forbrugerkøb, er det således sælger, der bærer risikoen for den skade, et bud forvolder på den vare, han skal bringe ud. Men sælgeren vil som regel have et erstatningskrav imod buddet.