30 Henrik Jensen (2018)

Ministeriet som instrument.

Minister mellem ministerium og Folketing

Henrik Jensens bog, "Minister mellem ministerium og Folketing," er udgivet af Djøf Forlag og omhandler forholdet mellem en minister, ministeriet og Folketinget. Bogen beskriver, hvordan ministeren navigerer i spændingsfeltet mellem de politiske målsætninger og embedsværkets traditionelle arbejdsgange.

Kapitel 6: Ministeriet som instrument

Dette kapitel fokuserer på ministeriet som et instrument for ministeren til at udføre sin politik. Selvom ministeren ved sin tiltrædelse kan føle sig overvældet af det etablerede embedsværk, kan ministeriet betragtes som en politisk ressource, der kan mobiliseres til at fremme ministerens agenda. Ministeriet er ikke blot en administrativ enhed, men også en potentiel strategisk partner.

Ministeriets rolle og ressourcer

Ministeren kan trække på embedsværkets faglige viden og den støtte, der gives en minister. Dette er en vigtig politisk begrundelse for at blive minister, som Eva Kjer Hansen fremhæver. Embedsværket besidder specialiseret viden, historisk kontekst og institutionel hukommelse, som ministeren kan udnytte til at træffe informerede beslutninger.

Ministerens samarbejde med embedsværket

Ministeren opnår mere politisk ved samarbejde end ved at udstede ordrer. De personer, der er tættest på ministeren i det daglige, er departementschefen, den særlige rådgiver, Minister- og Ledelsessekretariatet og Presseafdelingen. Et godt samarbejde er baseret på gensidig respekt og forståelse for de forskellige roller og ansvarsområder.

Adgang til ministeren

Departementschefen har som den øverste i embedsværket adgang til ministeren. Den særlige rådgiver, ministersekretærerne og pressechefen har også direkte adgang, hvilket adskiller dem fra de fleste andre medarbejdere. Andre medarbejdere kan også have kontakt med ministeren, men ikke lige så hyppigt eller med direkte adgang. Denne differentierede adgang afspejler vigtigheden af de forskellige funktioner i forhold til ministerens daglige virke.

Styrelsernes rolle

Ansatte i styrelserne er indirekte synlige for ministeren gennem skriftlig behandling af sager. Ledende styrelsesrepræsentanter kan deltage i møder med ministeren, især ved vigtige lovgivningsinitiativer eller politisk vigtige initiativer som Natura 2000. Det kan også være i situationer, hvor en styrelse administrerer regler i modstrid med ministerens linje. Styrelserne bidrager med detaljeret ekspertise og er ansvarlige for implementeringen af politik.

6.1. Departementschefen

Samarbejdet mellem ministeren og embedsværket skal være baseret på tillid, især i forhold til departementschefen, der er ministeriets daglige leder. Eva Kjer Hansen fremhæver vigtigheden af et godt samspil med departementschefen for at få sin politik igennem. Departementschefen fungerer som bindeled mellem ministeren og resten af ministeriet.

Arbejdsdeling mellem minister og departementschef

Eva Kjer Hansen har fokus på politik og kontakt med interessenter, mens departementschefen sørger for, at politikken bliver ført ud i livet. Større ændringer drøftes altid med ministeren. Denne arbejdsdeling sikrer, at ministeren kan fokusere på de overordnede politiske linjer, mens departementschefen varetager den administrative eksekvering.

Opbygning af tillid

For at opbygge tillid skal departementschefen forstå ministerens ønsker og fremlægge forslag til, hvordan de kan realiseres. Åbenhed og ingen skjulte dagsordener er også vigtige. Tillid er afgørende for et effektivt samarbejde og for at undgå konflikter.

Rådgivning og ledelse

Departementschefens arbejde består primært af politisk rådgivning (70%) og ledelse og koordination (30%). Rådgivningen omfatter fagligt overblik, vurdering af politiske konsekvenser og sikring af kvaliteten af beslutningsoplæg. Ledelse og koordinering sikrer, at ministeriet fungerer effektivt og leverer resultater.

Politisk rådgivningens karakter

Topembedsmænd mestrer evnen til at sætte sig ind i andres politiske holdninger og målsætninger. Beslutninger er en blanding af politik og faglighed. Denne evne til at navigere i det politiske landskab er essentiel for at kunne give relevant og brugbar rådgivning.

Eksempel på manglende rådgivning

Eva Kjer Hansen har tidligere oplevet at gå imod rådgivningen fra ministeriet vedrørende en lovændring. Hun ønskede at gennemføre en vigtig lovændring, som huset var imod, men det viste sig, at hun fik opbakning fra interessenter og kom igennem med ændringen. Ministeriet forsøger at beskytte ministeren, men det kan være svært for en minister at gå imod et helt hus. Dette eksempel illustrerer spændingen mellem ministerens politiske ambitioner og embedsværkets mere forsigtige tilgang.

Behovet for særlige rådgivere

Eva Kjer Hansen er tilhænger af, at ministre har mulighed for at ansætte flere rådgivere til politisk sparring. Behovet afhænger af, om ministeren får de ønskede politiske initiativer leveret fra embedsmændene. Særlige rådgivere kan tilføre yderligere politisk ekspertise og fungere som en uafhængig sparringspartner for ministeren.

6.2. Den særlige rådgiver

Ministeren har en særlig rådgiver med relevant erfaring. Rådgiveren bruges til politisk sparring, formulering af politik og kontakt til styrelserne. Ministeren bruger rådgiveren til møder i styrelserne for at forklare ministerens ønsker og forventninger.

Den særlige rådgivers rolle

Den særlige rådgiver er politisk sparringspartner og hjælper med at formulere politik. Rådgiveren tager møder i styrelserne for at udlægge teksten og fortælle om ministerens forventninger. Betegnelsen 'spindoktor' er mindre aktuel, da den særlige rådgiver ikke primært arbejder med presse. Den særlige rådgiver fungerer som en fortrolig rådgiver, der kan give ministeren et politisk perspektiv på sagerne.

Motiver for at blive særlig rådgiver

Den særlige rådgiver motiveres af muligheden for at påvirke politik og få ideer ført ud i livet. Det er en unik politisk stilling tæt på ministeren. Denne mulighed for at være med til at forme politik er en stærk drivkraft for mange særlige rådgivere.

Arbejdsopgaver

Rådgiverens vigtigste opgaver er at diskutere politik med ministeren, have kontakt til Venstres folketingsgruppe og bagland, mødes med lobbyister og være sparringspartner. Rådgiveren deltager også i møder, skriver kronikker og laver udkast til taler.

Funktioner for særlige rådgivere

Den særlige rådgivers opgaver kan relateres til fem typer af funktioner: Støttepædagog-funktionen, spindoktor-funktionen, netværksfunktionen, forbindelsesofficer-funktionen og Kloge Åge-funktionen. I dette tilfælde er netværksfunktionen, forbindelsesofficer-funktionen og Kloge Åge-funktionen mest relevante. Disse funktioner understreger den særlige rådgivers rolle som en central aktør i det politiske spil.

Rådgivningens karakter

Rådgivningen er hverken faglig eller politisk-taktisk, men handler om at stille spørgsmål og holde den ideologiske linje. Sparring er et bedre udtryk end rådgivning. Den særlige rådgiver udfordrer ministerens tanker og sikrer, at politikken er i overensstemmelse med de overordnede politiske mål.

Eksempel på ideologisk linje

Et eksempel er, at den særlige rådgiver sørgede for, at pressemeddelelser omtalte pesticider som "pesticider" og ikke "sprøjtegift". Dette eksempel viser, hvordan den særlige rådgiver kan påvirke den offentlige diskurs og fremme en bestemt politisk framing.

Samarbejde med embedsværket

Den særlige rådgiver bruges som politisk prøveklud af embedsværket. Rådgiveren varetager opgaver af partirelateret karakter, som embedsværket er glad for at slippe for. Dette samarbejde sikrer, at embedsværket kan opretholde sin politiske neutralitet.

Departementschefens syn på den særlige rådgiver

Departementschefen ser den særlige rådgiver som en alternativ vinkel i forhold til systemet, der kan stille gode spørgsmål og bistå ministeren med ting, som andre ikke kan. Den særlige rådgiver kan bidrage med et frisk perspektiv og udfordre de etablerede normer.

Konklusion om særlige rådgivere

Særlige rådgivere varetager opgaver af partipolitisk karakter, som ministrene anser for væsentlige. Embedsværket får den fordel, at dets partipolitiske neutralitet ikke sættes på spil. Den særlige rådgiver er således en vigtig ressource for ministeren, der kan bidrage til at fremme de politiske mål.

6.3. Presseafdelingen

Det er Presseafdelingens opgave at håndtere medierne. Ministre overvejer betydningen af medierne, og det er vigtigt, at omtalen er positiv. Presseafdelingen skal sørge for at få tid hos ministeren for at kommunikere ud, hvad ministeren laver. Medierne er ikke en byrde, men en vigtig del af arbejdet.

Presseafdelingens opgaver

Presseafdelingen følger ministerens synlighed i medierne, har kontakt med journalister og laver pressemeddelelser om ministerens politiske initiativer. Afdelingen består af seks medarbejdere med en journalistuddannet pressechef i spidsen.

Mediernes indflydelse

Medierne griber hyppigt ind i ministerens arbejdsdag. Tidligere var pressechefen den eneste pressemedarbejder, men nu er der mange rullende deadlines.

Arbejdsdeling i Presseafdelingen

Pressemedarbejderne har faste stofområder inden for ministeriets ressort. Det giver dem større indsigt i den faglige substans og mulighed for bedre sparring med de faglige medarbejdere.

Presseovervågning

Ministeriet får hver morgen presseklip af trykte og elektroniske medier. Presseafdelingen er tilgængelig døgnet rundt, men i praksis ringer medierne primært mellem kl. 6 og kl. 23.

Kommunikation

Presseafdelingen følger medierne og lancerer egne initiativer. Pressemeddelelser laves i samarbejde med de faglige medarbejdere. Presseafdelingen tjekker, at ministeren er tilstrækkeligt synlig i medierne.

Prioritering af medier

Det er nødvendigt at prioritere mellem medierne, da mængden af mediehenvendelser er stor. Nogle medier får skriftlige citater fra ministeren.

Medialisering

Ministerielle institutioner søger at indrette sig på mediernes tilstedeværelse og logik. Forventningen om mediebevidsthed kommer til udtryk i, at borgerbreve skal kunne holde til en forside på Ekstra Bladet.

Håndbog i ministerbetjening

Miljø- og Fødevareministeriet har en håndbog i ministerbetjening, der siger, at presse er en integreret del af en sag, og alle administrative medarbejdere har pligt til at tænke mulighederne for offensiv eller defensiv presse ind i den løbende sagsbehandling.

6.4. Minister- og Ledelsessekretariatet

Minister- og Ledelsessekretariatet er den afdeling i ministeriet, som har mest med ministeren at gøre i det daglige. Ministersekretariatet sørger for mødemateriale, transport, deltager i møder og håndterer kontakt til interesseorganisationer, Folketinget og andre ministerier.

Opgaver

Ministersekretariatet forelægger sager for ministeren, er involveret i udkast til ministerens taler og fører kalender for ministeren. De prioriterer ministerens tid, planlægger aktiviteter og udlandsrejser.

Kontakt til Folketinget

Ministersekretariatet hjælper med at holde kontakt til ordførerne og overvåger interne frister. Ministersekretærer bruges uformelt til at teste ministerens holdninger.

Tilfredshed

En minister, der ser positivt på husets arbejde, kan eksempelvis sige:

Ministersekretærens rolle

Ministersekretærernes opgave er at sørge for, at ministeren er på rette sted, i rette tid, med de rette oplysninger. De skal feje foran ministeren og se problemer, før de opstår.

Rådgivning

Ministersekretærer kan blive involveret i politisk rådgivning. Minister- og Ledelsessekretariatet er primus motor for formuleringen og udmøntningen af de procedurebeslutninger, der styrer den praktiske ministerbetjening.

Håndbog i ministerbetjening

Der er en håndbog i ministerbetjening, som sikrer kvaliteten af ministerbetjeningen i form af en detaljeret standardisering og koordinering af aktiviteterne.

6.5. Sammenfatning

Dette kapitel har set på ministeriet som et instrument og åbnet op for at se, hvordan ministerens tillidsbårne samarbejde foregår med kernegruppen af medarbejdere. Ministre kan have forskellig arbejdsstil, og Eva Kjer Hansen ser også andre medarbejdere end 'høvdinge'.

Tidsforbrug

Eva Kjer Hansen tilbringer mest tid sammen med ministerchaufføren, ministersekretærerne, departementschefen, pressechefen og den politiske rådgiver.